| 1 | Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bare de vellugtende Salver, som de havde beredt; og nogle Andre kom med dem. |
| 2 | Men de fandt Stenen afvæltet fra Graven. |
| 3 | Og de gik ind og fandt ikke den Herres Jesu Legeme. |
| 4 | Og det skete, der de vare tvivlraadige derover, see, da stode to Mænd for dem i skinnende Klæder. |
| 5 | Men der de bleve forfærdede og bøiede Ansigtet mod Jorden, sagde de til dem: hvi lede I efter den Levende iblandt de Døde? |
| 6 | Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i hu, hvorledes han talede til Eder, der han endnu var i Galilæa, og sagde: |
| 7 | det bør Menneskens Søn at overantvordes i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaae tredie Dag. |
| 8 | Og de kom hans Ord i hu. |
| 9 | Og de gik fra Graven igjen, og kundgjorde alle disse Ting for de Elleve og for alle de Andre. |
| 10 | Men det var Maria Magdalene og Johanne og Maria, Jakobus' Moder, og de øvrige Kvinder med dem, som sagde Apostlene disse ting. |
| 11 | Og deres Ord syntes for dem som en løs tale, og de troede dem ikke. |
| 12 | Men Peter stod op og løb til Graven, og der han kigede derind, saae han Linklæderne liggende alene og gik bort og forundrede sig over det, som skeet var. |
| 13 | Og see, to af dem gik paa den samme Dag til en By, som var tresindstyve Stadier fra Jerusalem, hvis Navn var Emaus. |
| 14 | Og de talede med hverandre om alle disse Ting, som vare skete. |
| 15 | Og det begav sig, der de talede og bespurgte sig med hverandre, kom og Jesus selv nær og vandrede med dem. |
| 16 | Men deres Øine holdtes til, saa de ikke kjendte ham. |
| 17 | Men han sagde til dem: hvad ere disse for taler, som I føre med hverandre paa Veien, og hvi see I saa bedrøvede ud. |
| 18 | Men een af dem, som hedte Cleophas, svarede og sagde til ham: er du alene fremmed i Jerusalem og veed ikke de ting, som ere skete i den i disse Dage? |
| 19 | Og han sagde til dem: hvilke? Men de sagde til ham: angaaende Jesus af Nazareth, som var en Prophet, mægtig i Gjerning og Ord, for Gud og alt Folket; |
| 20 | og hvorledes de Ypperstepræster og vore Øverster have overantvordet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. |
| 21 | Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredie Dag siden det skete. |
| 22 | Saa have og nogle af vore Kvinder som vare aarle ved Graven forfærdet os; |
| 23 | thi der de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde og seet et Syn af Engle, hvilke sagde: han lever. |
| 24 | Og nogle af Vore gik hen til Graven og fandt det saaledes, som og Kvinderne havde sagt; men ham saae de ikke. |
| 25 | Og han sagde til dem: o I Daarer og Seenhjertede til at troe alt det, som Propheterne havde sagt. |
| 26 | Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed? |
| 27 | Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham. |
| 28 | Og de kom nær til Byen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaae længere. |
| 29 | Og de nødte ham meget og sagde: bliv hos os, thi det er mod Aften, og Dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem. |
| 30 | Og det skete, da han sad med dem tilbords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem. |
| 31 | Da bleve deres Øine aabnede, og de kjendte ham, og han blev usynlig for dem. |
| 32 | Og de sagde til hverandre: brændrte ikke vore hjerter i os, der han talede til os paa Veien, og der han oplod os Skrifterne? |
| 33 | Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de Elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: |
| 34 | Herren er sandelig opstanden, og seet af Simon. |
| 35 | Og de fortalte de Ting, som vare skete paa Veien, og hvorledes han blev kjendt af dem, idet han brød Brødet. |
| 36 | Men der de talede dette, stod Jesus selv midt iblandt dem, og han sagde til dem: Fred være med Eder! |
| 37 | Da forfærdedes de og betoges af Frygt og mente, at de saae en Aand. |
| 38 | Og han sagde til dem: hvi ere I saa bestyrtede? og hvi opstige saadanne tanker i Eders hjerter? |
| 39 | Seer mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og seer; thi en Aand har ikke Kjød og Been, som I see, at jeg har. |
| 40 | Og der han det sagde, viste han dem Hænderne og Fødderne. |
| 41 | Men der de for Glæde endnu ikke troede og forundrede sig, sagde han til dem: have I her Noget at æde? |
| 42 | Men de gave ham et Stykke af en stegt Fisk og af en Honningkage. |
| 43 | Og han tog det og aad det for deres Øine. |
| 44 | Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig. |
| 45 | Da oplod han deres Forstand, at de forstode Skrifterne. |
| 46 | Og han sagde til dem: saaledes er skrevet, og saaledes burde det Christus at lide og at opstaae fra de Døde tredie Dag; |
| 47 | Og i hans Navn at prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folk, hvilket skulde begynde fra Jerusalem. |
| 48 | Men I ere Vidner til disse Ting. |
| 49 | Og see, jeg sender min Faders Forjættelse over Eder; men I skulle blive I Jerusalems Stad, indtil I blive iførte med Kraft af det Høie. |
| 50 | Men han førte dem hen ud indtil Bethanien, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. |
| 51 | Og det skete, der han velsignede dem, skiltes han fra dem og foer op til Himmelen. |
| 52 | Og de tilbade ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor Glæde. |
| 53 | Og de vare stedse i Templet og lovede og priste Gud. Amen |
