HomeMenu
Jesus · Bible · HTML · CSS · JS · PHP · SVG · Applications

Lukas 7

1Men der han havde fuldendt al sin Tale i Folkets Paahør, gik han ind i Capernaum.
2Men en Høvedmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og nær ved at døe.
3Men der han hørte om Jesus sendte han nogle af Jødernes Ældste til ham, og han vilde komme og helbrede hans Tjener.
4Men der de kom til Jesus, bade de ham flitteligen og sagde: han er vel værd, at du gjør ham dette;
5thi han elsker vort Folk og har bygget os vor Synagoge.
6Da gik Jesus med dem; men der han nu ikke var langt fra Huset, sendte Høvedsmanden nogle af sine Venner til ham og lod ham sige: Herre! umag dig ikke; thi jeg er ikke værd, at du gaaer ind under mit Tag.
7Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig at komme til dig; men siig det med et Ord, da bliver min Dreng helbredet.
8Thi jeg er og et Menneske, Øvrigheden undergiven, som har Stridsmænd under mig; og siger jeg til denne: gak! saa gaaer han; og til den anden; kom! saa kommer han; og til min Tjener: gjør det! saa gjør han det.
9Men der Jesus hørte det, forundrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til Folket, som ham fulgte: jeg siger Eder, saa stor en Tro har jeg end ikke fundet i Israel.
10Og der de, som vare udsendte kom tilbage til Huset, fandt de den syge Tjener karsk.
11Og det begav sig Dagen derefter, at han gik til en Stad, som hedte Nain, og der gik mange af hans Disciple med ham og meget Folk.
12Men der han kom nær til Stadens Port, see, da blev en Død udbaaren, som var sin Moders eenbaarne Søn, og hun var en Enke; og meget Folk af Staden gik med hende.
13Og der Herren saae hende, ynkedes han inderligen over hende og sagde til hende: græd ikke.
14Og han traadte til og rørte ved Baaren, (men de, som bare, stode stille), og han sagde: du unge Karl, jeg siger dig, staae op!
15Og den Døde reiste sig op og begyndte at tale; og han gav hans Moder ham.
16Men en Frygt betog Alle, og de prisede Gud og sagde: der er en stor Prophet opreist iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk.
17Og denne Tale om ham kom ud i det ganske Judæa og i alt det omkringliggende Land.
18Og Johannes' Disciple forkyndte ham om alt dette. Og Johannes kaldte to af sine Disciple til sig,
19og sendte dem til Jesus og lod sige: er du den, som kommer eller skulle vi vente en anden?
20Men der disse Mænd kom til ham, sagde de: Johannes den Døber har sendt os til dig og lader sige: er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?
21Men i den samme Time helbredte han Mange fra Sygdomme og Plager og onde Aander og skjenkte mange Blinde Synet.
22Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer bort, og forkynder Johannes, hvad I have seet og hørt: Blinde see, Halte gaae, Spedalske renses, Døve høre, Døde staae op, Evangelium prædikes for de Fattige;
23og salig er den, som ikke forarges paa mig.
24Men der Johannes' Bud gik bort, begyndte han at tale til Folket og Johannes: hvad ere I udgangne i Ørken at see? et Rør, som bevæges af Veiret?
25Elle hvad ere I udgangne at see? et Menneske, iført bløde Klæder? See, de, som leve i herlige Klæder og i Vellyst, ere i Kongers Gaarde.
26Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg siger Eder, mere end en Prophet.
27Han er den, om hvem der er skrevet: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt; han skal berede din Vei for dig.
28Thi jeg siger Eder: iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større Prophet end Johannes den Døber; men den Mindste i Guds Rige er større end han.
29Og alt Folket, som han hørte, endog Tolderne, gave Gud Æren og bleve døbte med Johannes' Daab.
30Men Pharisæerne og de Lovkyndige foragtede Guds Raad med dem og bleve ikke døbte af ham.
31Men Herren sagde: hvem skal jeg derfor ligne denne Slægts Mennesker ved? og hvem ere de lige?
32De ere de smaa Børn lige, som sidde paa Torvet og raabe til hverandre og sige: vi fløitede for Eder og I vilde ikke danse, vi sang klageligen for Eder, og I vilde ikke græde.
33Thi Johannes den Døber kom og hverken aad Brød, ei heller drak Viin, og I sige: han har Djævelen.
34Menneskens Søn er kommen, æder og drikker, og I sige: see, en Fraadser og en Viindranker, Tolderes og Synderes Ven!
35Dog Viisdommen er retfærdiggjort af alle sine Børn.
36Men En af Pharisæerne bad ham, at han vilde æde med ham; og han gik ind i Pharisæernes Huus og sad tilbords.
37Og see, der var en Kvinde i Staden, som var en Synderinde; der hun fornam, at han sad tilbords i Pharisæerens Huus, hentede hun en Alabaster-Krukke med Salve;
38og hun stod bagved hos hans Fødder, græd og begyndte at væde hans Fødder med Taarer og aftørrede dem med sit Hovedhaar og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salve.
39Men der Pharisæeren, som havde budet ham, saae det, talede han ved sig selv og sagde: dersom denne var en Prophet, vidste han jo, hvo og hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham; thi hun er en Synderinde.
40Og Jesus svarede og sagde til ham: Simon! jeg har Noget at sige dig.
41Jesus sagde: en Mand, som udlaante Penge, havde to Skyldnere; den ene var ham femhundrede Penninge skyldig, men den anden halvtredsindstyve.
42Men der de havde ikke at betale med, gav han dem begge det efter. Siig: hvilken af dem skal derfor elske ham meest?
43Men Simon svarede og sagde: jeg holder for, den, som han eftergav meest. Men han sagde til ham: du dømte ret.
44Og han vendte sig til Kvinden, og sagde til Simon: seer du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Huus; du har ikke givet mig Vand til mine Fødder, men denne vædede mine Fødder med Graad og tørrede dem af med sit Hovedhaar.
45Du gav mig intet Kys; men denne aflod ikke, fra hun kom ind, at kysse mine Fødder.
46Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder med Salve.
47Derfor siger jeg dig, ere hendes mange Synder hende forladne; thi hun elskede meget; men hvem Lidet forlades, elsker lidet.
48Men han sagde til hende: dine Synder ere forladne!
49Da begyndte de, som sadde tilbors med ham, at sige ved sig selv: hvo er denne, som endog forlader Synder?
50Men han sagde til Kvinden: din Tro har frelst dig, gak bort med Fred.