| 1 | Men der laae En syg, Lazarus af Bethania, af den By, hvor Maria og Martha, hendes Søstre, vare. |
| 2 | (Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Haar; hendes Broder Lazarus var syg). |
| 3 | Da sendte de Søstre til ham og lode ham sige: Herre! see, den, du elsker, er syg. |
| 4 | Men der Jesus det hørte, sagde han: denne Sygdom er ikke til Døden, men til Guds Ære, at Guds Søn skal æres ved den. |
| 5 | Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus. |
| 6 | Der han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage paa det Sted, hvor han var. |
| 7 | Siden efter sagde han til Disciplene: lader os drage til Judæa igjen. |
| 8 | Disciplene sagde til ham: Mester! nyligen søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen? |
| 9 | Jesus svarede: ere der ikke tolv Timer om dagen? Vandrer Nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han seer denne Verdens Lys. |
| 10 | Men vandrer Nogen om Natten da støder han an; thi Lyset er ikke i ham. |
| 11 | Dette talede ham, og derefter siger han til dem: Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg gaaer hen for at opvække ham af Søvne. |
| 12 | Da sagde hans Disciple: Herre! sover han, da bliver han karsk. |
| 13 | Men Jesus talede om hans Død; de derimod meente, at han talede om den naturlige Søvn. |
| 14 | Derefter sagde da Jesus dem reent ud: Lazarus er død! |
| 15 | Og jeg er glad for Eders Skyld, at jeg ikke var der, paa det I skulle troe: men lader os gaa til ham! |
| 16 | Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling) til sine Meddisciple: lader os ogsaa gaae, at vi kunne døe med ham. |
| 17 | Da Jesus kom, fandt han ham liggende i Graven allerede fire Dage. |
| 18 | (Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier derfra). |
| 19 | Og mange Jøder vare komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder. |
| 20 | Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ud ham i møde; men Maria blev siddende i Huset. |
| 21 | Da sagde Martha til Jesus: Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død. |
| 22 | Men ogsaa nu veed jeg, at hvadsomhelst du beder af Gud, vil Gud give dig. |
| 23 | Jesus sagde til hende: din Broder skal opstaae. |
| 24 | Martha siger til ham: jeg veed, at han skal opstaae i Opstandelsen paa den yderste Dag. |
| 25 | Jesus sagde til hende: jeg er Opstandelsen og Livet; hvo som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve. |
| 26 | Og hver den, som lever og troer paa mig, skal ikke døde evindeligen. Troer du dette? |
| 27 | Hun siger til ham: ja Herre! jeg har troet, at du er Christus, den Guds Søn, den, som kommer til Verden. |
| 28 | Og der hun dette havde sagt, gik hun bort og kaldte hemmeligen sin Søster Maria og sagde: Mesteren er her og kalder ad dig. |
| 29 | Der hun det hørte, reiste hun sig strax og kom til ham. |
| 30 | (Men Jesus var ikke endnu kommen til Byen, men var paa det Sted, hvor Martha mødte ham.) |
| 31 | Da nu Jøderne, som var hos hende i Huset og trøstede hende, saae, at Maria stod hastelig op og gik ud, fulgte de hende og sagde: hun gaaer bort til Graven for at græde der. |
| 32 | Der Maria da kom derhen, hvor Jesus var, og saae ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død. |
| 33 | Der Jesus da saae hende græde, og saae Jøderne græde, som kom med hende, rørtes han i Aanden og blev heftig bevæget og sagde: |
| 34 | hvor have I lagt ham? De sagde til ham: Herre! kom og see. |
| 35 | Jesus græd. |
| 36 | Da sagde Jøderne: se, hvor han elskede ham! |
| 37 | Men nogle af dem sagde: kunde ikke han, som aabnede den Blindes Øine, have gjort, at og denne ikke var død? |
| 38 | Da rørtes Jesus atter inderlig, og kom til Graven. Men det var en Hule, og en Steen laae derfor. |
| 39 | Jesus sagde: tager Stenen bort. Martha, den Dødes Søster, siger til ham: Herre! han stinker allerede; thi han har ligget fire Dage. |
| 40 | Jesus sagde til hende: sagde jeg ikke, at dersom du kunde troe, skulde du see Guds Herlighed? |
| 41 | Da toge de Stenen bort, hvor den Døde var lagt. Men Jesus opløftede sine Øine og sagde: Fader! jeg takker dig, at du har hørt mig. |
| 42 | Dog, jeg vidste, at du altid hører mig; men for Folkets Skyld, som staaer omkring, sagde jeg det, at de skulle troe, at du har udsendt mig. |
| 43 | Og der han havde sagt dette, raabte han med høi Røst: Lazarus, kom hid ud! |
| 44 | Og den Døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og hans Ansigt var ombundet med en Svededug. Jesus sagde til dem: løser ham og lader ham gaae. |
| 45 | Derfor troede mange paa ham af de Jøder, som vare komne til Maria og have seet de Ting, som Jesus havde gjort. |
| 46 | Men nogle af dem gik hen til Pharisæerne og sagde dem, hvad Jesus havde gjort. |
| 47 | Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn. |
| 48 | Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville Alle troe paa ham; og Romerne skulle komme og tage baade vort land og Folk. |
| 49 | Men een af den, Caiphas, som var dette Aars Ypperstepræst, sagde til dem: |
| 50 | I forstaae slet Intet; ei heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det ganske Folk skal fordærves. |
| 51 | Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var samme Aars Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus skulde døde for Folket. |
| 52 | Og ikke for Folket alene; men paa det han og skulde samle de adspredte Guds Børn til een Hob. |
| 53 | Fra den Dag af raadsloge de derfor om at ihjelslaae ham. |
| 54 | Da vandrede Jesus ikke mere frit iblandt Jøderne, men gik derfra til en Egn nær ved Ørken, til en Stad, som kaldes Ephraim; og han blev der nogen Tid med sine Disciple. |
| 55 | Men Jødernes Paaske var nær; og Mange fra Landet gik op til Jerusalem før Paasken for at rense sig. |
| 56 | Da ledte de efter Jesus og talede med hverandre, der de stode i Templet: hvad tykkes Eder, at han kommer ikke til Høitiden? |
| 57 | Men baade de Ypperstepræster og Pharisæerne havde givet en Befaling, at dersom Nogen vidste, hvor han var, skulde han give det tilkjende, at de kunde gribe ham. |
