| 1 | Men sex Dage før Paaske kom Jesus til Bethania, hvor Lazarus var, der havde været død, og hvem han havde opreist fra de Døde. |
| 2 | Da gjorde de ham der en Nadvere, og Martha opvartede; men Lazarus var een af dem, som sadde tilbords med ham. |
| 3 | Da tog Maria et Pund af uforfalsket meget kostelig Nardus-Salve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar; men Huset blev fuldt af Salvens Lugt. |
| 4 | Da sagde een af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Ischariotes, som siden forraadte ham: |
| 5 | hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre hundrede Penninge og givet til Fattige? |
| 6 | Men dette sagde han ikke, fordi han havde Omsorg for de Fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri. |
| 7 | Da sagde Jesus: lad hende i Fred; til min Begravelsesdag har hun bevaret den. |
| 8 | Thi Fattige have I altid hos Eder; men mig have I ikke altid |
| 9 | Da fik en stor Hob af Jøderne at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men ogsaa for at see Lazarus, hvem han havde opreist fra de Døde. |
| 10 | Men de Ypperstepræster raadsloge om ogsaa at ihjelslaae Lazarus; |
| 11 | thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede paa Jesus. |
| 12 | Den anden Dag, da den store Mængde, som var kommen til Høitiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, |
| 13 | toge de Palmegrene, og gik ud imod ham og raabte: Hosanna! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn, den Israels konge! |
| 14 | Men Jesus fandt en Asenindes Føl og satte sig derpaa, som der er skrevet: |
| 15 | frygt ikke, Zions Datter! see, din Konge kommer ridende paa en Asenindes Føl. |
| 16 | Men dette forstode hans Disciple ikke først; men der Jesus var herliggjort, da kom de ihu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham. |
| 17 | Men den Mængde, som havde været med ham, vidende, at han havde kaldt Lazarus af Graven, og opreist ham fra de Døde. |
| 18 | Derfor gik og Folket ham imøde, fordi det havde hørt, at han havde gjort dette Tegn. |
| 19 | Da sagde Pharisæerne til hverandre: I see, at I udrette slet intet; see, al Verden gaaer efter ham. |
| 20 | Men der var nogle Græker af dem, som vare gangen op for at tilbede paa Høitiden. |
| 21 | Disse gik nu til Philippus, som var fra Bethsaida i Galilæa, og bade ham og sagde: Herre! vi ønske at see Jesus. |
| 22 | Philippus kommer og siger Andreas det, og Andreas og Philippus sige atter Jesus det. |
| 23 | Men Jesus svarede dem og sagde: Timen er kommen, at Menneskens Søn skal herliggjøres. |
| 24 | Sandelig, sandelig siger jeg Eder: uden Hvedekornet falder i Jorden og døer, bliver det ene; men dersom det døer, bærer det megen Frugt. |
| 25 | Hvo som elsker sit Liv, skal miste det; og hvo som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv. |
| 26 | Om Nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal og min Tjener være; og om Nogen tjener mig, ham skal Faderen ære. |
| 27 | Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Dog derfor er jeg kommen til denne Time. |
| 28 | Fader, herliggjør dit Navn! Da kom en Røst af Himmelen: baade har jeg herliggjort og vil atter herliggjøre det. |
| 29 | Da sagde Folket, som stod og hørte det, at det havde tordnet; Andre sagde: en Engel talede til ham. |
| 30 | Jesus svarede og sagde: denne Røst skete ikke for min Skyld, men for Eders Skyld. |
| 31 | Nu gaar der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste udstødes. |
| 32 | Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig. |
| 33 | (Men han sagde dette, for at betegne, hvad Død han skulle døe.) |
| 34 | Folket svarede ham: vi have hørt af Loven, at Christus bliver evindeligen, og hvorledes siger du, at det bør Menneskens Søn at ophøies? hvo er denne Menneskens Søn? |
| 35 | Da sagde Jesus til dem: Lyset er endnu en liden Tid hos Eder. Vandrer, den Stund I have Lyset, at Mørket ikke skal overfalde Eder! Og hvo som vandrer i Mørket, veed ikke, hvor han gaaer hen. |
| 36 | Medens I have Lyset, troer paa Lyset, at I kunne blive Lysets Børn. Dette talede Jesus og gik bort og skjulte sig for dem. |
| 37 | Men alligevel han have gjort saa mange Tegn for deres Øine, troede de dog ikke paa ham, |
| 38 | at Esaias den Prophets Tale skulde fuldkommes, som han har sagt: Herre! hvo troede det, han hørte af os, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret? |
| 39 | Derfor kunde de ikke troe; thi Esaias siger atter: |
| 40 | han har forblindet deres Øine, og forhærdet deres Hjerter, at de ikke skulde see med Øinene og forstaae med Hjertet og omvende sig, og jeg maatte helbrede dem. |
| 41 | Dette sagde Esaias, der han saae hans Herlighed og talede om ham. |
| 42 | Dog alligevel troede mange ogsaa af de Øverste paa ham; men for Pharisæernes Skyld bekjendte de det ikke, at de ikke skulde blive udelukte af Synagogen; |
| 43 | thi de elskede Menneskens Ære mere end Guds Ære. |
| 44 | Men Jesus raabte og sagde: hvo som troer paa mig, troer ikke paa mig, men paa den, som mig har udsendt. |
| 45 | Og hvo som seer mig, seer den, som mig har udsendt. |
| 46 | Jeg er kommen et Lys til Verden, at hver den, som troer paa mig, ikke skal blive i Mørket. |
| 47 | Og om Nogen hører mine Ord, og troer ikke, han dømmer jeg ikke; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden. |
| 48 | Hvo mig foragter og annammer ikke mine Ord, har den, som ham dømmer; det Ord, som jeg har talet, det skal dømme ham paa den yderste Dag. |
| 49 | Thi jeg har ikke talet af mig selv; men Faderen, som mig har udsendt, han har givet mig Befaling, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. |
| 50 | Og jeg veed, at hans Befaling er et evigt Liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig. |
