| 1 | Men det skte, der Apollos var i Corinth, at Paulus drog igjennem de øverste Egne af landet og kom til Ephesus. |
| 2 | Og han fandt nogle Disciple og sagde til dem: fik I den Hellig Aand der I bleve troende?Men de sagde til ham: vi have ikke engang hørt, at der er en Hellig Aand. |
| 3 | Og han sagde til dem: med hvilken Daab bleve I da døbte? Men de sagde: med Johannes' Daab. |
| 4 | Men Paulus sagde: Johannes døbte vel med Omvendelsens Daab og sagde til folket, at de skulde troe paa den, som kom efter ham, det er, paa Christus Jesus. |
| 5 | Men der de hørte det, lode de sig døbe i den Herres Jesu Navn. |
| 6 | Og der Paulus havde lagt Hænderne paa dem, som den Hellig Aand over dem, og de talede med fremmede Tungemaal og propheterede. |
| 7 | Men disse Mænd vare i Alt ved tolv i Tallet. |
| 8 | Men han gik ind i Synagogen og prædikede frit i tre Maaneder, talede med dem og indskærpede det, som hører til Guds Rige. |
| 9 | Og der Nogle vare forhærdede og vantroe og talede ilde om denne Lære for Mængden, forlod ham dem og skilte Disciplene fra dem, og talede daglig i en Mands Skole, som hedte Tyrannus. |
| 10 | Men dette varede i to Aar, saa at Alle, som boede i Asia, baade Jøder og Græker, hørte den Herres Jesu Ord. |
| 11 | Og Gud gjorde ikke ringe Undergjerninger ved Paulus' Hænder, |
| 12 | saa at man endog bragte Svededuge og Haandklæder fra hans Legeme til de Syge, og at Sygdommene voge fra dem, og de onde Aander fore ud af dem. |
| 13 | Men nogle omløbende jødiske besværgere dristede sig til at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, sigende: vi besværge Eder ved Jesus, hvilken Paulus prædiker. |
| 14 | Men de, som dette gjorde, vare syv Sønner af Skeva, en Jødisk Ypperstepræst. |
| 15 | Men den onde Aand svarede og og sagde: Jesus kjender jeg, og om Paulus veed jeg; men I, hvo ere I? |
| 16 | Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem og overvældede dem og fik saadan Magt over dem, at de undflyede nøgne og faarede ud af samme Huus. |
| 17 | Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Græker; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev højligen priset. |
| 18 | Der kom og mange af dem, som vare blevne troende, hvilke bekjendte og aabenbarede deres Gjerninger. |
| 19 | Men Mange, som havde drevet ulovlige Kunster, bare Bøgerne sammen og opbrædnte dem for Alles Øine; og de beregnede deres Værdi og befandt dem at være halvtredsindstyve tusinde Sølvpenninge værd. |
| 20 | Saa krafeligen voxte Herrens Ord og fik Magt. |
| 21 | Men der dette var fuldkommet, satte Paulus sig for i Aanden at reise igjennem Macedonien og Achaia og at drage til Jerusalem og sagde: efterat jeg har været der, bør det mig og at se Rom. |
| 22 | Men han sendte to af dem, som gik ham tilhaande, Thimotheus og Erastus, til Macedonien; selv blev han nogen Tid i Asia. |
| 23 | Men paa den samme Tid skete, et ikke lidte oprør om denne Lære. |
| 24 | Thi en Guldsmed ved Navn Demetrius gjorde Dianas Sølvtempler og skaffede Kunstnerne ikke liden Fortjeneste. |
| 25 | Disse samlede han tilligemed de andre Arbeidere og sagde: I Mænd! I vide, at vi have vor Næring af denne Fortjeneste. |
| 26 | Og I see og høre, at denne Paulus ikke aleneste i Ephesus, men næsten i det ganske Asia, har ved sin overtalelse afvendt en stor Mængde, sigende: at de ikke ere Guder, som gjøres med Hænder. |
| 27 | Men der er ikke aleneste Fare for at denne vor Haandtering skal geraade i Foragt, men ogsaa, at den store Gudinde Dianas Tempel skal blive agtet intet, og at hendes Majestæt, hvilken ganske Asia og Jorderige dyrker, skal nedstyrtes. |
| 28 | Men der de dette hørte, bleve de fulde af Vrede, raabte og sagde: stor er de Ephesers Diana! |
| 29 | Og den ganske Stad blev fuld af Forvirring, og de stormede samdrægteligen til Skuepladsen og reve med sig marcedonerne Cajus og Aristarchus, som reiste med Paulus. |
| 30 | Men der Paulus vilde gaae frem iblandt Folket, tilstedte Disciplene ham det ikke. |
| 31 | Men nogle af Asiens Øverster, som vare hans Venner, sendte til ham og formanede ham, ikke at begive sig paa Skuepladsen. |
| 32 | Da skreg den Ene det, den Anden det; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de Fleste vidste ikke, af hvad Aarsag de var komne sammen. |
| 33 | Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folket. |
| 34 | Men der de fik at vide, at han var Jøde, raabte de alle som med een Røst, henved to Timer: stor er de Ephesers Diana! |
| 35 | Men der Stadskantsleren havde stillet Folket, sagde han: I Mænd I Ehpesus! hvilket Mennesket er der vel, som ikke veed, at de Ephesers Stad er Tempelvogterske for den store Gudinde Diana og de himmelfaldne Billede? |
| 36 | Efterdi da dette er uimodsigeligt, bør det Eder at være stille, og Intet fortager Eder fremfusende. |
| 37 | Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken ere Tempelrøvere, ei heller have bespottet Eders Gudinde. |
| 38 | Dersom Demetrius og de kunstnere, som ere med ham, have Klage imod Nogen, da holdes Thingdage, og der ere Landshøvdinger; lader dem kalde hverandre for Retten. |
| 39 | Men have I ellers Noget med hinanden at skaffe, maa det afgjøres i en lovlig Forsamling; |
| 40 | thi vi staae og i Fare for at anklages for dette Oprør i Dag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette opløb. Og der han dette havde sagt, lod ham Forsamlingen gaae. |
| 41 | |
