| 1 | Men fem Dage derefter drog den Ypperstepræst Ananias ned med de Ældste og en vis Taler, Tertullus, hvilke mødte for Landshøvdingen imod Paulus. |
| 2 | Men der han var fremkaldet, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde: |
| 3 | at vi ved dig nyde megen Fred, og at mange gode Foranstaltninger gjøres for dette Folk ved din Forsorg, mægtigste Felix! det er kjende vi altid og allevegne med al Taksigelse. |
| 4 | Men paa det jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du vil efter din Mildhed høre os korteligen. |
| 5 | Vi have nemlig befundet denne Mand at være en Pest og at vække Oprør iblandt alle Jøder, som ere over hele Verden, samt at være Formand for de Nazaræers Sect, |
| 6 | hvilken endog har forsøgt at vanhellige Templet; hvorfor vi og grebe ham og vilde have dømt ham efter vor Lov. |
| 7 | Men Øversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder, |
| 8 | og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du og selv, naar du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham. |
| 9 | Men Jøderne stemmede i med og sagde, at dette havde sig saaledes. |
| 10 | Men Paulus svarede, der Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: efterdi jeg veed, at du har i mange Aar været en Dommer iblandt dette Folk, vil jeg des frimodigere forsvare min Sag. |
| 11 | Du kan faae at vide, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem. |
| 12 | Og hverken i Templet have de fundet mig i Ordvexel med Nogen, eller at gjøre Oprør iblandt Folket, ei heller i Synagogerne, ei heller i Staden. |
| 13 | De kunne ei heller bevise det, som de nu anklage mig for. |
| 14 | Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lærevei, hvilken de kalde en Sect, tjenersaaledes den fædrene Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne, |
| 15 | og har det Haab til Gud, hvilket disse og selv forvente, at de Dødes Opstandelse forestaaer, baade de Retfærdiges og de Uretfærdiges. |
| 16 | Og saaledes øver jeg mig, at have altid en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene. |
| 17 | Men efter mange Aars Forløb kom jeg, for at bringe Almisser til mit Folk og Offringer. |
| 18 | Herved fandt nogle Jøder fra Asien mig, der jeg blev renset i Templet, uden Opløb og uden Larm. |
| 19 | Disse burde være tilstede for dig og kalge, om de have Noget imod mig. |
| 20 | Eller lad disse selv sige, om de have fundet nogen uret hos mig, da jeg stod for Raadet, |
| 21 | uden det maatte være dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: jeg dømmes idag af Eder for de Dødes Opstandelse. |
| 22 | Men der Felix hørte dette, udsatte han Sagen, for Nøiere at underrette sig om denne Lærevei, og sagde: naar Øversten Lysias kommer ned, vil jeg paakjende Eders Sag. |
| 23 | Og han befoel Høvedsmanden at bevogte Paulus og tilstaae ham Bekvemmelighed, og ikke forbyde nogen af hans Egne at gaae ham tilhaande eller at komme til ham. |
| 24 | Men efter nogle Dage kom Felix med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og kaldte Paulus frem og hørte ham om Troen paa Christus. |
| 25 | Men der han talede om Retfærdighed og Afhold og den tilkommende Dom, blev Felix forfærdet og svarede: gak bort denne Gang; men naar jeg faaer bedre Tid, vil jeg lade dig kalde til mig. |
| 26 | Tilmed haabede han og, at Paulus skulde give ham Penge, for at han skulde lade ham løs, derfor lod han ham og des oftere kalde frem og talede med ham. |
| 27 | Men der to Aar vare forløbne, fik Felix Porcius Festus til Efterfølger; og da Felix vilde fortjene Tak af Jøderne, lod han Paulus bunden efter sig. |
