| 1 | Men den Ypperstepræst sagde: mon da dette har sig saaledes? |
| 2 | Hvorpaa han sagde: I Mænd, Brødre og Fældre, hører til! Herlighedens Gud aabenbaredes for vor Fader Abraham, der han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Charan. |
| 3 | Og han sagde til ham: gak ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til et Land, som jeg vil vise dig. |
| 4 | Da udgik han af de Chaldæers Land og tog Bolig i Charan; og efter hans Faders Død bød Gud ham flytte derfra hen i dette Land, som I nu boe udi. |
| 5 | Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; dog lovede han ham at give ham det at besidde, og hans Sæd efter ham, endog han intet Barn havde. |
| 6 | Men Gud talede saaledes: hans Sæd skal være som Udlændinge udi et fremmed Land, ogman skal gjøre den til Trælle og handle ilde dermed i fire hundrede Aar. |
| 7 | Og det Folk, under hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted. |
| 8 | Og han gav ham Omskærelsens Pagt; og saa avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isaak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarcher. |
| 9 | Patriarcherne bare Avind mod Joseph og solgte ham til Ægypten; men Gud var med ham. |
| 10 | Og han udfriede ham af alle hans Tængsler og gav ham Naade og Viisdom for Pharao, Kongen i Ægypten og sit ganske Huus. |
| 11 | Men der kom en Hunger over det ganske Ægyptens og Canaans land, og en stor Trængsel; og vore Fædre fandt ikke Føde. |
| 12 | Men der Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang. |
| 13 | Og anden gang blev Joseph kjendt af sine Brødre, og Josephs Slægt blev kundbar for Pharao. |
| 14 | Men Joseph sendte hen og lod kalde sin Fader Jakob og al sin Slægt til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle. |
| 15 | Men Jakob drog ned til Ægypten, og han døde og vore Fædre. |
| 16 | Og de bleve førte hen til Sichem og lagte i den Grav, som Abraham kjøbte for Penge af Amoritterne i Sichem. |
| 17 | Men der den Forjættelsens Tid nærmede sig, hvilken Gud havde sværet Abraham, voxte Folket og formeredes i Ægypten, |
| 18 | indtil en anden Konge opstod, som ikke havde kjendt Joseph. |
| 19 | Han brugte Trædskhed mod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, idet han lod deres smaa Børn sætte ud, at de ikke skulde formeres. |
| 20 | Paa den Tid blev Moses født, et deiligt Barn for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Huus. |
| 21 | Men der han var udsat, tog Pharaos Datter ham op og opfostrede ham sig selv til en Søn. |
| 22 | Og Moses blev oplært i al Ægyptens Viisdom; men han var mængtig i Ord og Gjerninger. |
| 23 | Men der han blev fyrretyve Aar gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre Israels Børn. |
| 24 | Og der han saae En lide Uret, beskjermede han ham og hevnede hans uret, som blev ilde medhandlet, idet han slog Ægypteren ihjel. |
| 25 | Men han meente, at hans Brødre, skulde forstaaet, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke. |
| 26 | Men den anden dag traf han Nogle, som trættedes, og formanede dem til Fred, sigende: I Mænd! I ere Brødre, hvi gjøre I hverandre Uret? |
| 27 | Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: hvo har sat dig til en Øveste og Dommer over os? |
| 28 | Vil du slaae mig ihjel, ligesom du igaar ihjelslog Ægypteren? |
| 29 | Men Moses flyede for denne Tales Skyld og blev en Udlænding i Midians Land, hvor han avede to Sønner. |
| 30 | Og der fyrretyve Aar vare fuldkommede, aabenbaredes Herrens Engel for ham i Sinai Bjergs Ørk, i en Tornebusk Ildslue. |
| 31 | Men der Moses det saae, forundrede han sig over dette Syn, og der han gik hen for at beskue det, skete Herrens Røst til ham: |
| 32 | Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Da bævede Moses og turde ikke skue derhen. |
| 33 | Men Herren sagde til ham: løs Skoene af dine Fødder: thi det Sted, som du staaer paa, er hellig Jord. |
| 34 | Jeg har grant seet det Onde, mit Folk lider i Ægypten, og hørt deres Suk, og ernedkommen at udfrie dem; og kom nu hid, og jeg vil sende dig til Ægypten. |
| 35 | Denne Moses, hvilken de fornægtede, sigende: hvo har sat dig til en Øverste og Dommer? denne sendte Gud til at være en Øverste og Befrier ved Engelens Haand, som aabenbaredes for ham i Tornebusken. |
| 36 | Denne udførte dem, der han havde gjort Undergjerninger og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørken i fyrretyve Aar. |
| 37 | Denne er den Moses, som sagde til Israels Børn: en Prophet skal Herren Eder Gud opreise Eder af Eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre. |
| 38 | Denne er den, som i Menigheden udi Ørken stod imellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Fædre; den, som annammede de levende Ord at give os; |
| 39 | hvem Eder Fædre ikke vilde lyde, men stødte ham fra sig og vendte med deres hjerter tilbage til Ægypten, sigende til Aaron: |
| 40 | gjør os Guder, som kunne gaae foran os; thi vi vilde ikke, hvad der er skeet denne Moses, som udstødte os af Ægypternes land. |
| 41 | Og de gjorde en Kalv i de samme Dage og fremførte Offer for Afguden og vare lystige ved deres Hænders Gjerninger. |
| 42 | Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen at tjene Himmelens Hær, som skrevet er i Propheternes Bog: have I vel, Israels Huus, offeret mig Slagt-Offere og andre Offere i fyrretyve Aar i Ørken? |
| 43 | Og I bare Molochs Tabernakel og Remphans, Eders Guds, Stjerne, de Billeder, som I have gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte Eder bort paa hiin Side Babylon. |
| 44 | Vidnesbyrdets tabernakel var iblandt vore Fædre i Ørken, ligesom han befalede Moses at gjøre det efter den Lignelse, som han havde seet. |
| 45 | Dette annammede vore Fældre og indførte det under Josva i Landet, som Hedningerne havde inde, hvilke Gud uddrev fra vore Fædres Aasyn indtil Davids Dage. |
| 46 | Han fandt Naade for Gud og begjerede at udsee et Tabernakel for Jakobs Gud. |
| 47 | Men Salomo byggede ham et Huus. |
| 48 | Dog den Høieste boer ikke i Templer, gjorte med Hænder, som Propheten siger: |
| 49 | Himmelen er min Throne, men Jorden mine Fødders Skammel, hvad Huus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvor er min Hviles Sted? |
| 50 | Har ikke min Haand gjort alt dette? |
| 51 | I haarde Halse og Uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaae altid den Hellig Aand; som Eder Fædre, saa og I. |
| 52 | Hvilken af Propheterne forfulgte ikke Eders Fædre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den retfærdiges tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne; |
| 53 | I, som annammede Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den! |
| 54 | Men der de hørte dete, skar det dem i deres Hjerte, og de bede Tænderne sammen imod ham. |
| 55 | Men som han var fuld af den Hellig Aand, skuede han op mod Himmelen og saae Guds Herlighed og Jesus staaende hos Guds høire Haand. |
| 56 | Og han sagde: see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende ved Guds høire Haand. |
| 57 | Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren og stormede samdrægteligen ind paa ham. |
| 58 | Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham, og Vidnerne lagde deres klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus. |
| 59 | Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesus, annam min Aand! |
| 60 | Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! Ogsom han dette sagde, sov han hen. |
