| 1 | Men ogsaa Saulus havde velbehag i hans Mord. og paa den samme Dag begyndtes en stor Forfølgelse over Menigheden i Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlerne. |
| 2 | Men gudfrygtige Mænd udbare Stephanus og holdt en stor Begrædelse over ham. |
| 3 | Men Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak baade Mænd og Kvinder frem og overantvordede dem i Fængsel. |
| 4 | Imidlertid gik de Adsprdte omkring og forkyndte Evangeliums Lære. |
| 5 | Da kom og Philippus til Samarias Stad og prædikede Christus for dem. |
| 6 | Og Folket gav samdrægteligen Agt paa det, som sagdes af Philippus, idet de hørte og saae de Tegn, som han gjorde. |
| 7 | Thi af mange, som havde urene Aander, fore de ud, raabende med høi Røst; men mange Værkbrudne og Halte bleve helbredte. |
| 8 | Og der blev en stor Glæde i denne Stad. |
| 9 | Men en Mand, ved Navn Simon, havde før drevet Trolddom i Staden og forvildet det samartanske Folk og sagt sig selv at være stor. |
| 10 | Efter ham hang Alle, Smaa og Store, og sagde: denne er den Guds Kraft, den store. |
| 11 | Men de hang efter ham, fordi han havde en lang Tid forvildet dem med Troldomskunster. |
| 12 | Men der de troede Philippus, som forkyndte Evangelium om det, som hører til Guds Rige, og Jesu Christi Navn, lode de sig døbe, baade Mænd og Kvinder. |
| 13 | Men Simon troede og selv og lod sig døbe og holdt sig til Philippus; og da han saae de Tegn og store kraftige Gjerninger, som skete, forundrede han sig storligen. |
| 14 | Men der Apostlerne i Jerusalem hørte, at Samaria havde annammet Guds Ord, udsendte de Peter og Johannes til dem, |
| 15 | hvilke der de vare komne ned bade for dem, at de maatte faa den Hellig Aand; |
| 16 | (thi den var endnu ikke kommen paa Nogen af dem, men de vare alene døbte i den Herres Jesu Navn). |
| 17 | Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Hellig Aand. |
| 18 | Men der Simon saae, at den Hellig Aand blev given ved Haandspaalæggelse af Apostlerne, bragte han dem Penge, sigende: |
| 19 | giver og mig denne Magt, at hvem jeg lægger Hænderne paa, han maae faae den Hellig Aand. |
| 20 | Men Peter sagde til ham: dine Penge være forbandede tilligemed dig, fordi du mener at kunne erhverve den Guds Gave for Penge. |
| 21 | Du har ikke Deel eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud. |
| 22 | Omvend dig derfor fra denne din Ondskab, og bed Gud, om dit hjertes Paafund maatte forlades dig. |
| 23 | Thi jeg seer, at du er betagen af en bitter Galde og besnæret af Uretfærdighed. |
| 24 | Men Simon svarede og sagde: beder I for mig til Herren, at Intet af det, som I have sagt, skal komme over mig. |
| 25 | Men der de havde vidnet og talet Herrens Ord, vendte de tilbage til Jerusalem igjen og prædikede Evangelium i mange af de Samaritaners Byer. |
| 26 | Men Herrens Engel talede til Philippus og sagde: staa op og gak mod Sønden paa den Vei, som gaaer ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde. |
| 27 | Og han stod op og gik hen; og see, der var en Æthioper, en Gilding, en mægtig Mand hos Candace, Æthiopernes Dronning, som var sat over al hendes Skat; han var kommen tilJerusalem for at tilbede. |
| 28 | Og han drog hjem og sad paa sin Vogn og læste Propheten Esaias. |
| 29 | Men Aanden sagde til Philippus: gak frem og hold dig til denne Vogn. |
| 30 | Men Philippus løb til og hørte ham læse Propheten Esaias, og han sagde: forstaaer du og det, som du læser? |
| 31 | Men han sagde: hvorledes skulde jeg kunne det, uden Nogen veileder mig? Og han bad Philippus stige op at sidde hos sig. |
| 32 | Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: som et Faar blev han ført til Slagterbænken, og som et Lam er stumt mod den, der klipper det, saaledes oplader han ei sin Mund. |
| 33 | I hans Fornedrelse blev hans Dom fuldendt; men hvo skal kunne fortælle hans Tid? efterdi hans Liv blev borttaget af Jorden. |
| 34 | Men Gildingen spurge Philippus og sagde: jeg beder dig, og hvem taler Propheten dette? om sig selv eller om en Anden? |
| 35 | Da oplod Phlippus sin Mund og begyndte fra dette Prophetens Sted at forkynde ham Jesus. |
| 36 | Men som de droge frem ad Veien, kom de til noget Vand, og Gildingen sagde: see, der er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt? |
| 37 | Men Philippus sagde: dersom du troer af ganske Hjerte, kan det skee. Men han svarede og sagde: jeg troer, at Jesus Christus er Guds Søn. |
| 38 | Og han bød Vognen holde, og de nedstege begge i Vandet, baade Philippus og Gildingen; og han døbte ham. |
| 39 | Men der de opstege af Vandet bortrykkede Herrens Aand Philippus, og Gildingen saae ham ikke mere; thi drog han sin Vei med Glæde. |
| 40 | Men Philippus blev funden i Asdod, og han vandrede der igjennem, og prædikede Evangelium i alle Stæder, indtil han kom til Cæsarea. |
