| 1 | Jeg spørger derfor: mon Gud har forskudt sig Folk? Det være langt fra! Thi jeg er og en israelit, af Abrahams Sæd, af Benjamins Stamme. |
| 2 | Gud har ikke forskudt sit Folk, hvilket ham forud kjendte. Vide I ikke, hvad Skriften siger om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende: |
| 3 | Herre de have ihjelslaget dine Propheter og nedbrudt dine altre, og jeg er alene overbleven, og de efterstræbe mit Liv. |
| 4 | Men hvad siger det guddommelige gjensvar til ham? Jeg levnde mig selv syv tusinde Mænd, som ikke have bøiet Knæ for Baal. |
| 5 | Saaledes er da og i den nærværende Tid en Levning efter Naadens udvælgelse bleven tilbage. |
| 6 | Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gjerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade; men er det af Gjerninger, da er det ikke mere Naade, ellers er Gjerningen ikke mere Gjerning. |
| 7 | Hvad altsaa? Det, Israel, søger efter, har det ikke erholdt, men de Udvalgte have erholdt det; de Øvrige bleve forhærdede; |
| 8 | som skrevet er: Gud gav dem en Dorskheds Aand, øine til ikke at see, Øren til ikke at høre, indtil denne Dag. |
| 9 | Og David siger: deres Børn vorde dem til en Snare og til en Fælde og til et Anstød og til et Vederlag; |
| 10 | deres Øine vorde Mørke, saa de ikke see, og bøi altid deres Ryg! |
| 11 | Jeg spørger derfor: mon de have stødt an, paa det de skulde falde? Det vare langt fra! men ved deres Fald er Saliggørelsen Vederfaren Hedningerne, paa det hine skulle vækkes til Nidkjærhed. |
| 12 | Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Skade er Hedningernes Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det! |
| 13 | Thi jeg taler til Eder, I af Hedningerne! saavidt jeg er Hedningernes Apostel, ærer jeg mit Embede, |
| 14 | om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkjærhed og frelse Nogle af dem. |
| 15 | Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad er da deres Antagelse Andet end Liv af Død? |
| 16 | Men dersom den første Grøde er hellig, da er Deigen ligesaa; og dersom Roden er hellig, da ere Grenene ligesaa. |
| 17 | Men ere nogle af Grenene afbrudte, og er du, en vild Oliekvist, indpodet iblandt dem og bleven meddeelagtig i Olietræets Rod og Fedme, |
| 18 | da roes dig ikke mod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer jo du ikke Roden, men Roden dig. |
| 19 | Du vil sige: Grenene ere afbrudte, paa det jeg skulde blive indpodet. |
| 20 | Vel! de ere afbrudte ved Vantro, men du staaer ved Troen; vær ikke overmodig, men frygt! |
| 21 | Thi sparede Gud ikke de naturlige Grene, skal han maaskee ei heller spare dig. |
| 22 | See derfor Guds Godhed og Strenghed; Strengheden mod dem, som ere faldne, men Godheden mod dig, om du bliver ved i Godheden; ellers skal ogsaa du afhugges. |
| 23 | Men ogsaa hine skulle indpodes, dersom de ikke blive ved i Vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem. |
| 24 | Thi dersom du er afhuggen af det Olietræ, som er vildt af Naturen, og imod Naturen er indpodet i et godt Olietræ, hvor meget mere skulle disse, som ere af Naturen Olietræets Grene, indpodes i deres eget Træ? |
| 25 | Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmlighed, (paa det I ikke skulle mene Eder kloge), at forhærdelse er kommen over en Deel af Israel, indtil hedningernes Fylde er indgaaet; |
| 26 | og saa skal det ganske Israel frelses, som skrevet er: fra Zion skal Befrieren komme og afvende Ugudelighed fra Jakob; |
| 27 | og denne er min Pagt med dem, naar jeg har borttaget deres Synder. |
| 28 | Efter Evangelium ere de vel Fjender for Eders Skyld; men efter Udvælgelsen ere de elskelige for Fædrenes Skyld; |
| 29 | thi Naadegaverne og sit kald fortryder Gud ikke. |
| 30 | Og ligesom I tilforn vare ulydige mod Gud, men have nu faaet Barmhjertighed ved deres Vantro, |
| 31 | saaledes ere og disse nu blevne ulydige ved den barmhjertithed som Eder er vederfaren, at ogsaa de maatte faae Barmhjertighed. |
| 32 | Thi Gud har indesluttet Alle under Ulydighed, at han kunde forbarme sig over Alle. |
| 33 | O Rigdoms Dyb, baade paa Guds Viisdom og Kundksab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veie usporlige! |
| 34 | Thi hvo har kjendt Herrens Sind? eller hvo var hans Raadgiver! |
| 35 | eller hvo gav ham først, at det igen skulde betales ham? |
| 36 | thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen. |
