| 1 | Hvad er da Jødernes Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen? |
| 2 | Meget i alle Maader; fornemmeligen, at Guds Ord ere dem betroede. |
| 3 | Thi hvad? dersom og Nogle vare vantroe, mon deres Vantro gjøre Guds Trofasthed til Intet? |
| 4 | Det være langt fra! Gud maa være sanddru, om endog hvert Menneske er Løgner, som skrevet er: at du maa befindes retfærdig i dine Ord og vinde, naar du dømmes. |
| 5 | Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? mon Gud være uretfærdig, idet han fører Vreden over os? (Jeg taler efter menneskelig Viis). |
| 6 | Det være langt fra! Hvorledes kunde Gud da dømme Verden? |
| 7 | Thi dersom Guds Sandhed har viist sig ydermere til hans Ære formedelst min Troløshed, hvi dømmes jeg da endnu som en Synder? |
| 8 | Og hvorfor skulle vi da ikke, (som man bespotteligen siger om os, og som Nogle foregive, at vi lære), gjøre Ondt, at der kan komme Godt af? Saadannes Fordømmelse er retfærdig. |
| 9 | Hvad da? have vi Noget forud? Aldeles Intet; thi vi have forhen beviist, at baade Jøder og Græker ere alle under Synd, |
| 10 | som skrevet staaer: der er Ingen retfærdig, end ikke Een; |
| 11 | der er Ingen forstandig, der er Ingen, som søger efter Gud; |
| 12 | alle ere afvegne; de ere tilsammen blevne uduelige, der er Inten, som gjør Godt, der er end ikke Een. |
| 13 | En aabnet Grav er deres Strube; med deres Tunger besvige de; Øglers Forgift er underderes Læber; |
| 14 | deres Mund er fuld af Forbandelser og Beeskhed; |
| 15 | deres Fødder ere snare til at udøse Blod. |
| 16 | Der er Fordærvelse og Elendighed i deres Veie, |
| 17 | og Fredens Vei have de ikke kjendt. |
| 18 | Der er ikke Gudsfrygt for deres Øine. |
| 19 | Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven, saa at hver Mund skal tilstoppes og al Verden være skyldig for Gud. |
| 20 | Derfor kan intet Kjød blive retfærdiggjort for ham ved Lovens Gjerninger; thi ved Loven kommer Syndens Erkjendelse. |
| 21 | Men nu er uden Loven Guds Retfærdighed aabenbaret, om hvilken er vidnet ved Loven og Propheterne. |
| 22 | Guds Retfærdighed ved Jesu Christi Tro, for Alle og over Alle, som troe; thi der er ikke Fjorskjel. |
| 23 | Alle have jo syndet, og dem fattes Ære for Gud, |
| 24 | og de blive retfærdiggjort uforskyldt af hans Naade, ved den Forløsning, som er i Christus Jesus, |
| 25 | hvilken Gud har fremstillet til en Forsoning formedelst Troen paa hans Blod for at vise sin Retfærdighed ved de forhen begangne Syndens Forlades i Guds Langmodighed; |
| 26 | for at vise sin Retfærdighed paa den nærværende Tid, at han maa være retfærdig og gjøre den retfærdig, som er af Jesu Tro. |
| 27 | Hvor er altsaa vor Roes? Den er udelukt. Formedelst hvilken Lov? Gjerningernes? Nei, men Formedelst Troens Lov. |
| 28 | Derfor slutte vi, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Troen, uden Lovens Gjerninger. |
| 29 | Eller er Gud alene Jødernes Gud? mon ikke ogsaa Hedningernes? Jo, ogsaa Hedningernes. |
| 30 | Efterdi der er een Gud, som vil retfærdiggjøre den Omskaarne ved Troen, og den Uomskaarne formedelst Troen. |
| 31 | Afskaffe vi da Loven formedelst Troen? Det være langt fra! Nei, vi stadfæste Loven. |