| 1 | Saa er da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christus Jesus, der ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden. |
| 2 | Thi Aandens Lov, der levendegjør i Christus Jesus, har frigjort mig fra Syndens og Dødens Lov. |
| 3 | Thi det, som var Loven umuligt, efterdi den var kraftesløs formedelst Kjødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt Kjøds lignelse og til et Synd-Offer, og straffede saaledes Synden paa Kjødet, |
| 4 | paa det Lovens Fordring skulde fuldbringes i os, som ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden. |
| 5 | Thi de, som ere efter Kjødet, sandse det Kjødelige, men de, som ere efter Aanden, det Aandelige. |
| 6 | Thi Kjødets Sands er Døden, men Aandens Sands er Liv og Fred; |
| 7 | efterdi Kjødets Sands er Fjendskab imod Gud, thi den er ikke Guds Lov underdanig, ei heller kan den være det. |
| 8 | Men de, som ere kjødelige, skulle ikke tækkes Gud. |
| 9 | I derimod ere ikke kjødelige, men aandelige, saafremt Guds Aand, boer i Eder; men om nogen ikke har Christi Aand, denne er ikke hans. |
| 10 | Men om Christus er i Eder, da er vel Legemet dødt formedelst Synden, men Aanden er Liv formedelst Retfærdighed. |
| 11 | Men om hans Aand, der opreiste Jesus fra de Døde, boer i Eder, da skal han, som opreiste Christus fra de Døde, levendegjøre ogsaa Eders dødelige Legemer formedelst sin Aand, som boer i Eder. |
| 12 | Derfor, Brødre! ere vi ikke Kjødets Skyldnere, saa vi skulde leve efter Kjødet; |
| 13 | thi dersom I leve efter Kjødet, skulle I døe, men dersom I døde Legemets Gjerninger formedelst Aanden skulle I leve. |
| 14 | Thi, saa Mange, som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn. |
| 15 | Og I annammer ikke en Trældoms Aand atter til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelsens Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader! |
| 16 | Denne Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn. |
| 17 | Men dersom vi ere Børn, ere vi arvinger, nemlig Guds Arvinger og Christi Medarvinger, saafremt, vi lide med ham, at vi da ogsaa skulle herliggjøres med ham. |
| 18 | Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ere ikke at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os. |
| 19 | Derfor Venter og Skabningens Forlængsel paa Guds Børns Aabenbarelse. |
| 20 | Thi Skabningen er underlagt Forfængelighed, (ikke med sin Villie, men efter hans, som lagde den derunder), |
| 21 | dog i det Haab, at Skabningen selv skal og blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns herlige Frihed. |
| 22 | Dog vi vide, at al Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu. |
| 23 | Dog ikke det alene, men ogsaa de, som have Aanden Førstegrøde, ogsaa vi selv skulle i os selv, forventende en sønlig Udkaarelse, vort Legemes Forløsning. |
| 24 | Thi vi ere frelste i Haabet, men det Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvad Nogen seer, hvorledes kan han tillige haabe det? |
| 25 | Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed. |
| 26 | Desligeste kommer og Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som det sig bør, men Aanden selv træder frem for os med uudsigelige Sukke. |
| 27 | Men han, som ransager Hjerterne, veed, hvad Aandens Sands er; thi den træder frem for de Hellige efter Guds Villie. |
| 28 | Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte. |
| 29 | Thi hvilke han forud kjendte, dem har han og forud beskikket til at vorde dannede efter hans Søns Billede, paa det han skulle være den førstefødte af mange Brødre. |
| 30 | Men hvilke han forud beskikkede, dem har han og kaldet; og hvilken han kaldte, dem har han og retfærdiggjort, men hvilke han retfærdiggjorde, dem har han og herliggjort. |
| 31 | Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud for os, hvo kan da være imod os. |
| 32 | Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke ogsaa skjenke os alle Ting med ham? |
| 33 | Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør. |
| 34 | Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst, som og er ved Guds høire Haand, som og træder frem for os. |
| 35 | Hvo skal kunne skille os fra Christi Kjærlighed? Trængsel eller Angest eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? |
| 36 | (Som skrevet er: for din Skyld dræbes vi den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.) |
| 37 | Men i alt dette mere seire vi ved ham, som os elskede. |
| 38 | Thi jeg er vis paa, at hverken Død, ei heller Liv, ei heller Engle, ei heller Fyrstedømmer, ei heller Magter, ei heller det Nærværende, ei heller det Tilkommende, |
| 39 | ei heller det Høie, ei heller det Dybe. ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christus Jesus, vor Herre. |
