| 1 | Vorder mine Efterfølgere, ligesom og jeg er Christi! |
| 2 | Men jeg roser Eder, Brødre! at I i Alt komme mig i hu og bevare Anordningerne, saasom jeg har overantvordet Eder. |
| 3 | Men jeg vil, at I skulle betænke, at Christus er enhver Mands Hoved; men Gud er Christi Hoved. |
| 4 | Hver mand, som beder eller propheterer og har Noget paa Hovedet, beskæmmer sit Hoved. |
| 5 | Men hver Kvinde, som beder eller propheterer med ubedækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er det Samme, som var hun raget. |
| 6 | Thi dersom en Kvinde ikke bedækker sig, kan hun og lade haaret afklippe; men er det Kvinden usømmeligt at klippes eller rages, da bedække hun sig. |
| 7 | Thi en Mand bør ikke bedække Hovedet, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens ære. |
| 8 | Thi Manden er ikke af Kvinden; men Kvinden af Manden; |
| 9 | ei heller et Manden skabt for Kvindens Skyld, men Kvinden for Mandens Skyld. |
| 10 | Derfor bør Kvinden have Ærbødighedstegn paa Hovedet for Englenes Skyld. |
| 11 | Dog er hverken Manden uden Kvinden, ei heller Kvinden uden Manden i Herren. |
| 12 | Thi ligesom Kvinden er af Manden, saa er og Manden ved Kvinden; men alle Ting af Gud. |
| 13 | Dømmer selv: lader det vel for en Kvinde, at bede med blottet Hoved til Gud? |
| 14 | Eller lærer ikke Naturen selv Eder, at dersom en Mand lader Haaret voxe langt, er det ham en Vanære? |
| 15 | Men dersom en Kvinde lader Haaret voxe langt, er det hende en Ære; thi haaret er givet hende til et Skjul. |
| 16 | Men er der Nogen, som har Lyst til at trættes herom, da have vi ikke saadan Skik, og Guds Menigheder ei heller. |
| 17 | Men idet jeg formaner herom, roser jeg ikke, at I komme sammen ei til det Bedre, men til det Værre. |
| 18 | For det Første hører jeg, at naar I komme sammen i Menigheden, er der Splidagtighed iblandt Eder; og for en Deel troer jeg det. |
| 19 | Thi der maa og være partier iblandt Eder, at de Retskafne iblandt Eder kunne blive aabenbare. |
| 20 | Naar I da komme sammen, da er det ikke at æde Herrens Nadvere. |
| 21 | thi under Maaltidet tager Enhver sin egen Nadvere forud, og den Ene hungrer, den Anden overæder sig. |
| 22 | Have I ikke Huse til at æde og drikke udi? eller foragte I Guds Menighed og beskæmmedem, som Intet have? Hvad skal jeg siger Eder? skal jeg rose Eder? I dette roser jeg Eder ikke. |
| 23 | Thi jeg annammede det fra Herren, som jeg og har overantvordet Eder: at den Herre Jesus i den Nat, der han blev forraadet, tog Brødet, |
| 24 | takkede og brød det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme, som brydes for Eder; dette gjører til min Ihukommelse! |
| 25 | Desligeste og Kalken, efterat han havde holdt Nadvere, og sagde: denne Kalk er det nye Testament i mit Blod; dette gjører, saa ofte I det drikke, til min Ihukommelse! |
| 26 | Thi saa ofte som i æde dette Brød og drikke denne Kalk, forkynder Herrens Død, indtil han kommer. |
| 27 | Derfor, hvo som æder dette Brød eller drikker Herrens Kalsk uværdeligen, skal være skyldig i Herrens Legeme og Blod. |
| 28 | Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken. |
| 29 | Thi hvo som æder og drikker uværdeligen, æder og drikker sig selv til Døm, idet han ikke gjør forskel paa Herrens Legeme. |
| 30 | Derfor ere mange skrøbelige og svage iblandt Eder, og en Deel ere hensovede. |
| 31 | Thi dersom vi dømte os selv, dømtes vi ikke. |
| 32 | Men naar vi dømmes af Herren, revses vi, at vi ikke med Verden skulle fordømmes. |
| 33 | Derfor, mine Brødre! naar i komme sammen til Maaltidet, da deler med hverandre. |
| 34 | Men dersom Nogen hungrer, han æde hjemme, at I ikke skulle komme sammen til Dom. Det Øvrige skal jeg anordne, naar jeg kommer. |
