| 1 | Talede jeg med Menneskers og engles Tungemaal, men havde ikke Kjærlighed, da var jeg et lydende Malm eller en klingende Bjelde. |
| 2 | Og havde jeg profphetisk Gave, og vidste alle Hemmeligheder og al Kundskab, og havde jeg al Tro, saa at jeg kunde flytte Bjerge, men havde ikke Kjærlighed, da var jeg Intet. |
| 3 | Og uddeelte jeg alt mig Gods til de Fattige, og gav jeg mit Legeme hen for at brændes, men havde ikke Kjærlighed, da gavnede det mig Intet. |
| 4 | Kjærligheden er langmodig, er velvillig; Kjærligheden bærer ikke Nid; Kjærligheden bruger ikke Fremfusenhed, opblæses ikke; |
| 5 | den gjør intet Usømmeligt; søger ikke sit Eget, forbittres ikke, bærer ikke Nag; |
| 6 | glæder sig ikke over Uretfærdighed, men glæder sig ved Sandhed; |
| 7 | fordrager Alt, troer Alt, haaber Alt, taaler Alt. |
| 8 | Kjærligheden affalder aldrig; men enten det er prophetiske Gaver, de skulle afskaffes, eller Tungemaal, de skulle ophøre, intet Kundskab, den skal afskaffes; |
| 9 | thi vi forstaae i stykkevis og propheterne i stykkeviis; |
| 10 | men naar det Fuldkomne kommer da skal det, som er i stykkeviis, afskaffes. |
| 11 | Da jeg var et Barn, talede jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; men da jeg blev Mand, aflagde jeg det Barnagtige. |
| 12 | Thi nu see vi ved et Speil, i en mørk Tale, men da skulle vi see Ansigt til Ansigt; nu kjender jeg i stykkeviis, men da skal jeg erkjende, ligesom jeg og er kjendt. |
| 13 | Saa bliver da Tro, Haab, Kjærlighed, disse tre; men størst iblandt disse er Kjærligheden. |
