| 1 | Betræffende det, som I skreve mig til om, da er det et Menneske godt, at han ikke rør en Kvinde; |
| 2 | men for Skjørlevnets Skyld have hver mand sin egen Hustru, og hver Hustru have sin egen Mand. |
| 3 | Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; desligeste ogsaa Hustruen Manden. |
| 4 | Hustruen er ikke mægtig over sit eget Legeme, men Manden; desligeste er ogsaa Manden ikke mægtig over sit eget Legeme, men Hustruen. |
| 5 | Holder Eder ikke fra hverandre, uden det skeer med fælles Samtykke, til en Tid at I kunne overlade Eder til Faste og Bøn; og kommer atter tilsamme, at Satan ikke skal friste Eder formedelst Eders Uafholdenhed. |
| 6 | Men dette siger jeg som Raad, ikke som Befaling. |
| 7 | Thi jeg vilde, at alle Mennesker vare, som jeg selv er; men hver har sin egen Naadegave af Gud, den Ene saa, den anden saa. |
| 8 | Thi de Ugifte og til Enker siger jeg, at det er dem godt, om de blive som jeg er. |
| 9 | Men kunne de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre at gifte sig, end at lide Brynde. |
| 10 | Men de Gifte byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen ikke skal skilles fra Manden; |
| 11 | (men skilles hun og fra ham, da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden; og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru. |
| 12 | Men de Andre siger jeg, ikke Herren: dersom nogen Broder har en vantro hustru, og det behager hende at boe hos ham, han forlade hende ikke. |
| 13 | Og dersom en Kvinde har en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke. |
| 14 | Thi den vantroe Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantroe Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo Eders Børn urene, men nu ere de hellige. |
| 15 | Men vil den Vantroe fraskille sig, da fraskille han sig; ingen Broder eller Søster er bunden i saadanne Ting men Gud har kaldet os til Fred. |
| 16 | Thi hvad veed du, Hustru! om du ikke kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du ikke kan frelse Hustruen? |
| 17 | Som Gud har tildeelt enhver, som Herren har kaldet enhver, saaledes vandre han; og saaledes beskikker jeg i alle Menigheder. |
| 18 | Er Nogen kaldet omskaaren, han lade ikke Forhuden drage over; er Nogen kaldet i Forhuden, han lade sig ikke omskære. |
| 19 | Omskærelsen er Intet, og Forhuder er Intet, men at bevare Guds Bud. |
| 20 | Hver blive i den Stand, som han er kaldet udi. |
| 21 | Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive Fri, da vælg hellere dette. |
| 22 | Thi hvo som er kaldet i Herren som Træl, han er Herrens Frigivne; desligeste og hvo som er kaldet som Fri, han er Christi Træl. |
| 23 | I ere dyrekøbte, vorder ikke Menneskers Trælle! |
| 24 | Som enhver, Brødre! er kaldet, saaledes blive han for Gud. |
| 25 | Om Jomfruer har jeg ikke Herrens Befaling, men giver min Mening tilkjende som den, hvem Herren barmhjertig har forundt at være tro. |
| 26 | Jeg mener altsaa, at dette er gjodt formedelst den nærværende Nød, at det er godt for et Menneske at være saaledes. |
| 27 | Er du bunden til en Hustru? søg ikke at blive løst: er du løst fra en Hustru? søg ikke en Hustru. |
| 28 | Men dersom du og giftede dig, syndede du ikke; og dersom en Jomfru giftede sig, syndede hun ikke; dog skulle saadanne have Trængsel i Kjødet. Men jeg skaaner Eder. |
| 29 | Saa meget siger jeg, Brødre! at Tiden herefter er trang, saa at baade de, der have Hustruer, skulle være som de, der ikke have, |
| 30 | og de, der græde, som de, der ikke græde, og de, sig glæde, som de, der ikke glæde sig, og de der kjøbe, som de, der ikke beholde, |
| 31 | og de, der bruge denne Verden, som de, der ikke nyde den; thi denne Verdens Skikkelse forgaaer. |
| 32 | Men jeg vilde, at I skulde være uden Bekymring. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren; |
| 33 | men de Gifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen. |
| 34 | Der er ogsaa Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at han kan være hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte har Omhyggelighed for det, som hører Verden til, hvorledes hun kan behage Manden. |
| 35 | Det siger jeg til Eders egen Nytte ikke for at kaste en Snare om Eder, men for at bevare Anstændighed og urokkelig Vedholdenhed ved Herren. |
| 36 | Men dersom Nogen mener, det er uanstændigt for hans Jomfru, dersom hun sidder for længe hen, og det maa saa være, han gjøre, hvad han vil, han synder ikke; lader Sadanne gifte sig. |
| 37 | Men den, som har sat sig stadig for i Hjertet, som ikke er tvungen, men har Magt over sin egen Villie og har besluttet det i sit Hjerte, at bavare sin Jomfru, han gjør vel. |
| 38 | Saa at baade den, som bortgifter, gjør vel, og den, som ikke bortgifter, gjør bedre. |
| 39 | En Hustru er bunden ved Loven, saa længe hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri at giftes med, hvem hun vil, alene at det skeer i Herren. |
| 40 | Men hun er lyksaligere, om hun bliver saaledes, som hun er, efter min Mening; men jeg mener og at have Guds Aand. |
