| 1 | O, I uforstandige Galater! hvo har fortryllet Eder, at I ikke lyde Sandheden? Eder, hvem Jesus Christus var malet for øine som korsfæstet iblandt Eder. |
| 2 | Kun dette vil jeg af Eder: var det ved Lovens Gjerninger, I annammede Aanden, eller ved Troens Forkyndelse? |
| 3 | Ere I saa uforstandige? ville I, som begyndte iAanden, nu fuldende i Kjødet? |
| 4 | Have I da prøvet saa meget forgjeves? hvis ellers kun forkjeves! |
| 5 | Mon da han, som meddeler Eder Aanden og udretter kraftige Gjerninger i Eder, udretter det ved Lovens Gjerninger eller ved Troens Forkyndelse? |
| 6 | Ligesom Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed. |
| 7 | Erkjender altsaa, at de, som holde sig til Troen, disse ere Abrahams Børn. |
| 8 | Men da Skriften forudsaae, at Gud vilde retfærdiggjøre Heningerne af Troen, forjættede den Abraham forud: i dig skulle alle Folkeslag velsignes. |
| 9 | Saa at de, som holde sig til Troen blive velsignede med den troende Abraham. |
| 10 | Thi saa Mange, som holde sig til Lovens Gjerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: forbandet hver den, som ikke bliver ved i alle de Ting som ere skrevne i Lovens Bog, at han gjør dem. |
| 11 | Men at Ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Loven, er aabenbart; thi den Retfærdige ved Troen skal leve. |
| 12 | Men Loven beroer ikke paa Tro; thi den siger: det Menneske, som gjør disse Ting, skal derved leve. |
| 13 | Christus har frikjøbt os fra Lovens Forbandelse, der han blev en Forbandelse for os; (thi der er skrevet: forbandet er hver den, som hænger paa et Træ;) |
| 14 | paa det Abrahams Velsignelse maatte komme over Hedningerne i Christus Jesus, saa at vikunde faae Aandens Forjættelse formedelst Troen. |
| 15 | Brødre! jeg vil tale efter menneskelig Viis: gjør dog ingen et menneskes Pagt, som er stadfæstet, til intet eller sætter Noget dertil. |
| 16 | Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Sæd; der siges ikke: og hans Sæde som om Mange, men som om Een: og din Sæd, hvilken er Christus. |
| 17 | Dette vil jeg sige: den Pagt, som forud er stadfæstet af Gud om Christus, kan Loven, om blev given fire hundrede og tredive Aar derefter, ikke rykke, at den skulde gjøre Forjættelsen til Intet. |
| 18 | Thi er Arven ved Loven, da er den ikke mere ved Forjættelsen; men Gud skjenkede Abraham den ved Forjættelsen. |
| 19 | Hvad skal da Loven? Den blev føiet til for Overtrædelsers Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjældte), betjent af Engle, ved en Midlers Haand. |
| 20 | Dog er Midleren ikke Eens, men Gud er een. |
| 21 | Er da Loven mod Guds Forjættelser? Det være langt fra! Thi var der givet en Lov, som kunde levendegjøre, da erholdtes Retfærdighed virkeligen ved Loven. |
| 22 | Men Skriften har indesluttet Alt under Synd, at Forjættelsen ved Jesu Christi Tro skulde blive given dem, som troe. |
| 23 | Men førend Troen kom, bevogtedes vi, indesluttede under Loven, til den Tro, som skulde aabenbares. |
| 24 | saa at Loven er vorden vor Tugtemester til Christus, at vi skulde blive retfærdiggjorte af Troen. |
| 25 | Men nu Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemesteren. |
| 26 | I ere jo alle Guds Børn forrmedelst Troen i Christus Jesus. |
| 27 | Thi I, saa mange som ere døbte til Christus, have iført Christus. |
| 28 | Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller Fri; her er ikke Mand eller Kvinde; thi I ere alle Een i Christus Jesus. |
| 29 | Men ere i Christi, da ere i jo Abrahams Sæd og Arvinger efter Forjættelsen. |
