| 1 | Og denne er den Velsignelse, med hvilken Mose den Guds Mand velsignede Israels Børn, førend han døde. |
| 2 | Og han sagde: Herren er kommen fra Sinai og er opgangen fra Sejr for dem, han aabenbarede sig herlig fra Parans Bjerg og kom fra de hellige Titusinder; ved hans højre Haand var en brændende Lov til dem. |
| 3 | Visseligen, han elsker Folkene; alle hans hellige ere i din Haand; og de skulle sætte sig ved din Fod, annamme af dine Ord. |
| 4 | En Lov bød Mose os, en Ejendom for Jakobs Forsamling. |
| 5 | Og han blev en Konge for Jeskurun, da Folkets Øverster forsamlede sig tillige med Israels Stammer. |
| 6 | Ruben leve og dø ikke; og hans Mænd vorde en liden Hob! |
| 7 | Og dette om Juda: Og han sagde: Hør, Herre! Judas Røst, og lad ham komme til sit Folk; med sine Hænder strider han for det, og vær du en Hjælp mod hans Fjender! |
| 8 | Og han sagde om Levi: Dine Thummim og dine Urim høre din fromme Mand til, hvem du fristede i Massa, med hvem du kivedes ved Meribas Vand, |
| 9 | ham, som sagde til sin Fader og til sin Moder: Jeg saa ham ikke, og han kendte ikke sine Brødre og vidste ikke af sine Sønner. Thi de holdt dit Ord og bevarede din Pagt; |
| 10 | de skulle lære Jakob dine Bud og Israel din Lov de skulle sætte Røgelse for dit Ansigt og Heloffer paa dit Alter, |
| 11 | Herre! velsign hans Kraft og lad hans Hænders Gerning behage dig knus deres Lænder, som rejse sig imod ham, og deres, som hade ham saa at de ikke kunne staa op. |
| 12 | Han sagde om Benjamin: Herrens elskelige, han skal bo tryggelig hos ham han skal beskærme ham den ganske Dag, og imellem hans Skuldre skal han bo. |
| 13 | Og han sagde om Josef Hans Land være velsignet af Herren, med Himmelens kostelige Gave med Duggen, og af Dybet, som ligger her nedenunder, |
| 14 | med den kostelige Gave, der bringes frem ved Solen, og med den kostelig Gave, der drives frem ved Maanens Skifter, |
| 15 | fra de ældgamle Bjerges Top, og med de evige Højes kostelige Gave, |
| 16 | med Jordens og dens Fyldes kostelige Gave, og med Naade fra ham, som boede i Tornebusken; den skal komme over Josef Hoved og over hans Isse, han er en Fyrste iblandt sine Brødre. |
| 17 | Den førstefødte af hans Øksne har Højhed og Horn som Enhjørningens Horn; med dem skal han stange Folkene til Hobe indtil Jórdens Ende; og dette er de ti Tusinde af Efraim, og dette er de Tusinde at Manasse. |
| 18 | Og han sagde om Sebulon: Glæd dig, Sebulon, i din Udfart, og du Isaskar, i dine Pauluner! |
| 19 | De skulle kalde Folkene til Bjerget, der skulle de ofre Retfærdigheds Ofre; thi de skulle suge til sig Havets Overflødighed og Sandets skjulte Skatte. |
| 20 | Og han sagde om Gad: Velsignet være den, som udbreder Gad! som en Løve hviler han, og han røver Arm, ja Isse med. |
| 21 | Og han udsaa sig den første Lod, thi der var en Førers Lod opbevaret; og han kom til Folkets Øverster, han udøvede Herrens Retfærdighed og hans Befalinger imod Israel. |
| 22 | Og han sagde om Dan: Dan er en Løveunge, han springer frem fra Basan. |
| 23 | Og om Nafthali sagde han: Nafhali være mæt af Naade og fuld af Herrens Velsignelse; Vesten og Sønden tage han til Eje! |
| 24 | Og han sagde om Aser: Aser være velsignet fremfor Sønnerne, han være benaadet blandt sine Brødre og dyppe sin Fod i Olie! |
| 25 | Af Jern og Kobber være dine Portslaaer, og som dine Dage din Hvile. |
| 26 | Der er ingen som Gud, o Jeskurun! han, som farer paa Himmelen til din Hjælp og med sin Højhed paa de Øverste Skyer. |
| 27 | Den evige Gud er en Bolig, og hernede ere de evige Arme; og han har uddrevet Fjenden for dit Ansigt og sagt: Ødelæg! |
| 28 | Og Israel bor tryggelig fór sig selv; Jakobs Øje er til et Land med Korn og Vin; ja hans Himle skulle dryppe med Dug. |
| 29 | Salig er du, Israel! hvo er som du, et Folk, frelst i Herren, han er din Hjælps Skjold og din Højheds Sværd! Og dine Fjender skulle smigre for dig, og du skal træde paa deres Høje. |
