| 1 | Derfor, I hellige Brødre, deelagtige i det himmelske Kald! betragter vor Bekjendelses Apostel og Ypperstepræst, Christus Jesus, |
| 2 | der var ham tro, som beskikkede ham, ligesom Moses var det i hans ganske Huus. |
| 3 | Thi saa meget større Hæder er han værd fremfor Moses, som den har større Ære i Huset, der beredte det. |
| 4 | Thi hvert Huus beredes af Nogen; men den, som bereder alle Ting, er Gud. |
| 5 | Og Moses var vel tro i hans ganske Huus, som en Tjener, til at vidne hvad der skulde siges, |
| 6 | men Christus er det som Søn over hans Huus; og hans Huus ere vi, saafremt vi indtil Enden holde fast ved Frimodigheden og det Haab, som er vor Roes. |
| 7 | Derfor, som den Hellig Aand siger: i Dag, naar I høre hans Røst, |
| 8 | da forhærder ikke Eders Hjerter, som det skete i Forbittrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørken, |
| 9 | hvor Eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger fyrretyve Aar. |
| 10 | Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: de fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie. |
| 11 | Saa svoer jeg i min Vrede: sandelig, de skulde ikke indgaae til min Hvile. |
| 12 | Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i nogen af Eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud. |
| 13 | Men formaner Eder selv hver Dag, saa længe det hedder: i Dag, paa det ikke nogen af Eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. |
| 14 | Thi vi ere blevne deelagtige i Christus, saafremt vi bevare vor første Bestandighed fast indtil Enden. |
| 15 | Idet der siges: i Dag, naar I høre hans Røst, de forhærder ikke Eders Hjerter, som i Forbittrelsen: |
| 16 | hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses? |
| 17 | Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørken? |
| 18 | Og hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden dem, som vare blevne vantroe? |
| 19 | Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantroe. |
