| 1 | Jakob, Guds og den Herres Jesu Christi Tjener, til de tolv Stammer, som ere i Adspredelsen, Hilsen. |
| 2 | Mine Brødre! agter det for idel Glæde, naar I falde udi adskillige Fristelser. |
| 3 | Vidende, at Eders Troes Forsøgelse virker Standhaftighed; |
| 4 | men, Standhaftigheden frembringe fuldkommen Gjerning, paa det I skulle være fuldkomne og uden mangel, saa Eder fattes Intet. |
| 5 | Men dersom Nogen af Eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne, og bebreider ikke, saa skal den gives ham. |
| 6 | Men han bede i Troen, Intet tvivlende; thi den, som tvivler, er ligesom en havsbølge, der røres og drives af Veiret. |
| 7 | Ikke tænke det Menneske, at han skal faae noget af Herren; |
| 8 | en tvesindet mand er han, ustadig i alle sine Veie. |
| 9 | Den Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed, |
| 10 | men den Rige af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Blomster paa Græs. |
| 11 | Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomstret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse som var at see derpaa, blev fordærvet; saaledes skal den Rige visne i sine Veie. |
| 12 | Salig er den Mand, som taalmodeligen lider Fristelse; thi naar han er bleven fristet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren har lovet dem, som ham elske. |
| 13 | Ingen sige, naar han fristes: jeg fristes af Gud; thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller Ingen. |
| 14 | Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjerlighed; |
| 15 | derefter, naar Begjerligheden har undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldkommet, føder den Død. |
| 16 | Farer ikke vild, mine elskelige Brødre! |
| 17 | Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse. |
| 18 | Efter sit Raad ødte han os formedelst Sandhedens Ord, at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger. |
| 19 | Derfor, mine elskelige Brødre! være hver Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede; |
| 20 | thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud. |
| 21 | Derfor aflægger al Skidenhed og al Levning af Ondskab, og med Sagtmodighed annammer Ordet, som er indplantet i Eder, og som er mægtigt til at gjøre Eders Sjæle salige. |
| 22 | Men vorder Ordets Gjørere og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrage Eder selv. |
| 23 | Thi dersom Nogen er Ordets Hører og ikke dets Gjører, han er lig en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Speil; |
| 24 | thi han betragtede sig selv og gik bort og glemte strax, hvordan han var. |
| 25 | Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og bliver ved dermed, denne er ikke bleven en glemsom Tilhører, men Gjerningens Gjører, denne skal vorde salig i sin Gjerning. |
| 26 | Dersom Nogen iblandt Eder synes, at han er en Gudsdyrker, men holder ikke sin Tunge i Tømme og bedrager sit eget Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig. |
| 27 | En reen og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge Faderløse og Enker i deres Trængsel, at bevare sig selv ubesmittet af Verden. |
