| 1 | Og dette er det, som Israels Børn arvede i Kanaans Land, som Eleasar, Præsten, og Josva, Nuns Søn, og Øversterne for Fædrenehusene iblandt Israels Børns Stammer, uddelte dem til Arv, |
| 2 | ved Lodkastning om deres Arv, som Herre havde befalet ved Mose, at give de ni Stammer og den halve Stamme |
| 3 | Thi Mose havde givet de to Stammer og den halve Stamme Arv paa hin Side Jordanen; men han gav, ikke Leviterne Arv midt ibland dem. |
| 4 | Thi Josefs Børn vare to Stammer, Manasse og Efraim; men de gave ikke Leviterne nogen Del i Landet, uden Stæder at bo udi og Markerne deromkring for deres Kvæg og for deres Gods. |
| 5 | Som Herren bød Mose, saa gjorde Israels Børn og de delte Landet. |
| 6 | Og Judas Børn gik frem til Josva i Gilgal, og Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, sagde til ham: Du ved det Ord, som Herren talede til Mose, den Guds Mand, angaaende mig og dig i Kades-Barnea. |
| 7 | Jeg var fyrretyve Aar gammel, der Mose, Herrens Tjener, sendte mig fra Kades-Barnea til at spejde Landet; og jeg bragte ham Svar igen, ligesom jeg mente. |
| 8 | Men mine Brødre, som gik op med mig; mistrøstede Folkets Hjerte; men jeg efterfulgte Herren min Gud fuldkommeligen. |
| 9 | Da svor Mose paa den samme Dag og sagde: Det Land, som din Fod traadte paa, skal blive dig og dine Børn til Arv evindeligen, fordi du fuldkommeligen efterfulgte Herren min Gud. |
| 10 | Og nu, se, Herren har ladet mig leve, som han sagde, disse fyrretyve og fem Aar, fra den Tid da Herren talede dette Ord til Mose, den Gang Israel vandrede i Ørken; og nu, se, jeg er i Dag fem og firsindstyve Aar gammel. |
| 11 | Jeg er endnu i Dag saa stærk, som paa den Dag, der Mose sendte mig: Som min Kraft var da, saa er og min Kraft nu til Krigen og til at gaa ud og til at gaa ind. |
| 12 | Saa giv mig nu dette Bjerg, som Herren talede om paa den samme Dag; thi du hørte paa den samme Dag, at Anakiterne ere der, og store og faste Stæder; maaske Herren vil være med mig, at jeg kan fordrive dem, ligesom Herren har sagt. |
| 13 | Saa velsignede Josva ham, og han gav Kaleb, Jefunne Søn, Hebron til Arv. |
| 14 | Derfor blev Hebron Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, til Arv indtil denne Dag, fordi han; fuldkommeligen efterfulgte Herren Israels Gud. |
| 15 | Men Hebron kaldtes tilforn Arbas Stad, han var det største Menneske iblandt Anakiterne; og Landet hvilede fra Krig. |
