| 1 | Den Ældste til Cajus, den Elskelige, hvilken jeg elsker i Sandhed. |
| 2 | Du Elskelige! jeg ønsker, at du i Alt maa lide vel og være karsk, ligesom din Sjæl lider vel. |
| 3 | Thi jeg blev meget glad, der Brødrene kom og vidnede om din Sandhed, hvorledes du vandrer i Sandheden. |
| 4 | Jeg har ingen større Glæde end denne, at jeg hører mine Børn vandre i Sandheden. |
| 5 | Du Elskelige! du gjør troligen Alt, hvad du gjør mod Brødrene og mod de Fremmede, |
| 6 | hvilke have vidnet for Menigheden om din Kjærlighed; og du gjør vel, naar du befordrer deres Reise saaledes, som det er sømmeligt for Gud. |
| 7 | thi for hans Navns Skyld ere de dragne ud, og de have Intet taget af Hedningerne. |
| 8 | Derfor ere vi skyldige at antage os Saadanne, paa det vi kunne blive Medarbidere for Sandheden. |
| 9 | Jeg har tilskrevet Menigheden; men Diotrephes, som vil gjerne være den Ypperste iblandt dem, antager os ikke. |
| 10 | Derfor, naar jeg kommer, vil jeg erindre de Gjerninger, som han gjør, idet han med onde Ord bagvasker os; og ikke nøiet hermed, antager han selv ikke Brødrene, og dem, som ville, formener han det og udstøder dem af Menigheden. |
| 11 | Du Elskelige! Efterfølg ikke det Onde men det Gode. Hvo som gjør Godt, er af Gud; men hvo som gjør Ondt, har ikke seet Gud. |
| 12 | Demetrius har et godt Vidnesbyrd af Alle og af Sandheden selv; ogsaa vi vidne, og I vide, at vort Vidnesbyrd er sandt. |
| 13 | Jeg havde Meget at melde, men jeg vil ikke skrive til dig med Blæk og Pen. |
| 14 | Men jeg haaber snart at see dig, og da skulle vi mundtligen tale sammen. Fred være med dig! Vennerne hilse dig. Hils Vennerne, hver især. Amen. |
