| 1 | Og Israels Børn gjorde ondt for Herrens Øjne, og Herren gav dem i Midianiternes Haand syv Aar. |
| 2 | Og der Midianiternes Haand blev stærk over Israel, da gjorde Israels Børn sig Kløfter, som vare i Bjergene, og Huler og Befæstninger for Midianiternes Skyld. |
| 3 | Og det skete, naar Israel havde saaet, da kom Midianiterne og Amalekiterne op og de Folk af Østen, de kom op over dem. |
| 4 | Og de lejrede sig imod dem, og de ødelagde Landets Grøde, indtil man kommer til Gaza; og de lode ikke Føde blive tilovers i Israel, ej heller Faar eller Okse eller Asen. |
| 5 | Thi de kom op med deres Kvæg og deres Telte; de kom ligesom Græshopper i Mangfoldighed, saa at der ikke var Tal paa dem og deres Kameler; og de kom i Landet at ødelægge det. |
| 6 | Og Israel blev forarmet for Midianiternes Ansigt, og Israels Børn raabte til Herren? |
| 7 | Og det skete, der Israels Børn raabte til Herren for Midianiternes Skyld, |
| 8 | da sendte Herren en Mand, en Profet, til Israels Børn, og han sagde til dem: Saa siger Herren Israels Gud: Jeg førte eder op af Ægypten og udførte eder af Trælles Hus |
| 9 | Og jeg udfriede eder af Ægpternes Haand og af alle deres Haand, som trængte eder; og jeg uddrev dem fra eders Ansigt og gav eder deres Land. |
| 10 | Og jeg sagde til eder: Jeg er Herren eders Gud, frygter ikke Amoriternes Guder, i hvis Land I bo; men I have ikke været min Røst lydige. |
| 11 | Og Herrens Engel kom og satte sig under den Eg, som er i Ofra, som hørte Joas, den Abiesriter til; og hans Søn Gideon tærskede Hvede i en Vinperse, at han kunde føre det hastigt bort fra Midianiternes Ansigt. |
| 12 | Da aabenbarede Herrens Engel for ham, og han sagde til ham: Herren være med dig, du vældige til Strid! |
| 13 | Men Gideon sagde til ham: Hør mig, min Herre! om Herren er med os, hvi har da alt dette ramt os? og hvor ere alle hans underlige Ting, som vore Fædre fortalte os og sagde: Førte Herren os ikke op af Ægypten? men nu har Herren forladt os og givet os i Midianiternes Haand. |
| 14 | Da vendte Herren sig til ham og sagde: Gaa hen i denne din Kraft, og du skal frelse Israel af Midianiternes Haand; har jeg ikke sendt dig? |
| 15 | Og han sagde til ham: Hør mig, Herre! hvormed skal jeg frelse Israel? se, min Slægt er den ringeste i Manasse, og jeg er den yngste i min Faders Hus. |
| 16 | Og Herren sagde til ham: Sandelig, jeg vil være med dig; og du skal slaa Midianiterne som een Mand. |
| 17 | Da sagde han til ham: Kære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, da gør mig et Tegn, at du er den, der taler med mig. |
| 18 | Kære, vig ikke bort herfra, indtil jeg kommer til dig; og bringer min Skænk og sætter den frem for dit Ansigt; og han sagde: Jeg vil blive, indtil du kommer tilbage. |
| 19 | Og Gideon kom og tilberedte et Gedekid og en Efa Mel til usyrede Kager, han lagde Kødet i en Kurv og kom Suppen i en Potte, og han førte det ud til ham under Egen og satte det frem. |
| 20 | Da sagde den Guds Engel til ham: Tag Kødet og de usyrede Kager og læg, det paa denne Klippe og udøs Suppen; og han gjorde saaledes. |
| 21 | Da, udrakte Herrens Engel det yderste af den Kæp, som han havde i sin Haand, og rørte ved Kødet og ved de usyrede Kager; og der udfor Ild af Klippen og fortærede Kødet og de usyrede Kager, og Herrens Engel for bort fra hans Øjne. |
| 22 | Der Gideon saa, at det var Herrens Engel, da sagde Gideon: Ak Herre, Herre! - thi derfor har jeg set Herrens Engel Ansigt til Ansigt. |
| 23 | Og Herren sagde til ham: Fred være med dig, frygt ikke, du skal ikke dø. |
| 24 | Da byggede Gideon Herren et Alter der og kaldte det: Herren er Fred; indtil denne Dag staar det endnu i Ofra, som hører Abiesriterne til. |
| 25 | Og det skete den samme Nat, at Herren sagde til ham: Tag en ung Okse, som er din Faders, og en anden syvaarige Okse, og du skal nedbryde Baals Alter, som er din Faders, og omhugge Astartebilledet, som staar derhos. |
| 26 | Og du skal bygge Herren et Alter oven paa denne stærke Klippe, hvor den er jævn; og du skal tage den anden Okse og ofre et Brændoffer ved Træet af Astartebilledet, som du skal omhugge. |
| 27 | Da tog Gideon ti Mænd af sine Tjenere og gjorde, som Herren havde sagt til ham; og det skete, eftersom han frygtede for sin Faders Hus og for Mændene: i Staden at gøre det om Dagen, da gjorde han det om Natten. |
| 28 | Og Mændene i Staden stode aarle op om Morgenen, og se, da var Baals Alter nedbrudt, og Astartebilledet, som var derhos, var omhugget; og den anden Okse var ofret paa det byggede Alter. |
| 29 | Da sagde den ene til den anden: Hvo har gjort denne Gerning Og der de ransagede og eftersøgte, da sagde de: Gideon, Joas's Søn, har gjort denne Gerning. |
| 30 | Da sagde Mændene i Staden til Joas: Før din Søn hid, thi han skal dø, fordi han har nedbrudt Baals Alter, og fordi han har omhugget Astartebilledet, som var derhos. |
| 31 | Da sagde Joas til alle dem, som stode hos ham: Ville I stride for Baal? mon I ville frelse ham? hvo som strider for ham, han skal dødes inden Morgen; dersom han er Gud, da stride han for sig selv, fordi man nedbrød hans Alter. |
| 32 | Og man kaldte ham paa den Dag Jeruh-Baal, idet man sagde: Baal stride imod ham, efterdi han har nedbrudt hans Alter. |
| 33 | Og alle Midianiterne og Amalekiterne og Folkene af Øster samledes til Hobe, og de droge over og sloge Lejr i Jisreels Dal. |
| 34 | Da iførte Herrens Aand sig Gideon, og han lod blæse i Trompeten, og Abiesers Slægt opbødes til at følge ham. |
| 35 | Og han sendte Bud til hele Manasse, og de bleve ogsaa opbudne til at følge ham; han sendte og Bud til Aser og til Sebulon og til Nafthali, og de kom dem i Møde. |
| 36 | Og Gideon sagde til Gud: Dersom du vil frelse Israel ved min Haand, ligesom du har sagt, |
| 37 | se, da lægger jeg et Uldskind i Gaarden; dersom der vorder Dug paa Uldskindet alene og tørt paa al Jorden, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Haand, som du har sagt. |
| 38 | Og det skete saa; og der han stod anden Dag aarle op, da trykkede han Uldskindet ud og udkrystede Dug af Uldskindet, en Skaal fuld af Vand |
| 39 | Og Gideon sagde til Gud: Lad din Vrede ikke optændes mod mig, at jeg taler alene denne Gang; kære jeg vil ikkun forsøge det endnu denne Gang med Uldskindet; kære, lad være tørt paa Uldskindet alene, og lad Dug være paa al Jorden. |
| 40 | Og Gud gjorde det saaledes i den samme Nat, og der var tørt paa Uldskindet alene, og der var Dug paa al Jorden. |
