| 1 | Og Noomi, hendes Mands Moder, sagde til hende: Min Datter, mon jeg ikke skulde søge Rolighed for dig, at det maa gaa dig vel? |
| 2 | Og nu, mon ikke Boas, hos hvis unge Piger du har været, er af vort Frændskab se, han kaster Byg i Nat paa Loen. |
| 3 | Saa bad dig og salv dig og tag dine Klæder paa dig og gak ned i Loen; giv dig ikke til Kende for Manden, før han er færdig med at æde og drikke. |
| 4 | Og det skal ske, naar han lægger sig, saa mærk det Sted, hvor han lægger sig, og kom og slaa op ved hans Fødder og læg dig; og han skal give dig til Kende, hvad du skal gøre. |
| 5 | Og hun sagde til hende: Alt det, som du siger mig, vil jeg gøre. |
| 6 | Og hun gik ned i Loen og gjorde efter alt det, som hendes Mands Moder havde befalet. |
| 7 | Der Boas havde ædt og drukket, og hans Hjerte var vel til Mode, da kom han at lægge sig i Udkanten af en Korndynge; og hun kom sagteligen og slog op ved hans Fødder og lagde sig. |
| 8 | Og det skete om Midnatten, da blev Manden forskrækket og greb omkring sig, og se, en Kvinde laa ved hans Fødder. |
| 9 | Og han sagde: Hvo er du? Og hun svarede: Jeg er Ruth, din Tjenestekvinde, udbred din Flig over din Tjenestekvinde, thi du er Løseren. |
| 10 | Og han sagde: Velsignet være du for Herren, min Datter; du har bevist din Kærlighed sidste Gang bedre end første Gang, idet du ikke er gaaet efter de unge Karle, enten fattig eller rig. |
| 11 | Og nu, min Datter, frygt ikke, alt det, du siger, vil jeg gøre dig; thi mit Folk i den ganske Stad ved, at du er en duelig Kvinde. |
| 12 | Og nu er det vel saa i Sandhed, at jeg er Løseren; men der er dog en nærmere Løser end jeg. |
| 13 | Bliv her Natten over, og det skal ske i Morgen, dersom han vil løse dig, godt, da maa han løse dig, men dersom han ikke har Lyst til at løse dig, saa vist som Herren lever; bliv liggende indtil Morgenen; |
| 14 | Og hun laa ved hans Fødder indtil Morgenen og stod op, førend en kunde kende den anden, og han sagde: Lad det ikke vides, at en Kvinde er kommen i Loen. |
| 15 | Og han sagde: Giv hid dit Forklæde, som du har for dig, og hold derved, og han maalte seks Maal Byg og lagde paa hende, og hun gik ind i Staden. |
| 16 | Og hun kom til sin Mands Moder, og hun sagde: Hvorledes gaa det dig, min Datter? og hun forkyndte hende alt det, Manden havde gjort hende. |
| 17 | Og hun sagde: Disse seks Maal Byg gav han mig; thi han sagde til mig: Du skal ikke komme tomhændet til din Mands Moder. |
| 18 | Og hun sagde: Bliv, min Datter, indtil du faar at vide, hvorledes Sagen vil falde ud; thi den Mand hviler ikke, før han i Dag gør Ende paa denne Sag. |
