| 1 | Og Filisterne havde samlet deres Lejre til Krigen og samlede sig i Soko, som er i Juda; og de lejrede sig imellem Soko og imellem Aseka ved Efes-Dammim. |
| 2 | Og Saul og Israels Mænd samledes og lejrede sig i Egens Dal, og de stillede sig op til Slag imod Filisterne. |
| 3 | Og Filisterne stode paa Bjerget paa hin Side, og Israeliterne stode paa Bjerget paa denne Side, og Dalen var imellem dem. |
| 4 | Da udgik en Kæmper af Filisternes Lejre, hans Navn; var Goliath af Gath, han var seks Alen og en Haandbred høj. |
| 5 | Og der var en Kobberhjelm paa hans Hoved, og han var iført en Skælbrynje, og Brynjens Vægt var fem Tusind Sekel Kobber. |
| 6 | Og han havde Kob berskinner over sine Fødder, og et Kobberkastespyd imellem sine Skuldre |
| 7 | Og hans Spydstage var som en Væverstang, og Bladet paa hans Spyd var seks Hundrede Sekel Jern; og Skjolddrageren gik frem for hans Ansigt. |
| 8 | Og han stod og raabte til Israels Slagordener og sagde til dem: Hvorfor droge I ud at stille eder op til Slag er jeg ikke en Filister og I Sauls Tjenere? udvælger eder en Mand, at han kommer ned til mig. |
| 9 | Dersom han kan stride med mig, og han slaar mig, da ville vi være eders Tjenere; men dersom jeg kan faa Magt over ham og slaar ham, da skulle I være vore Tjenere og tjene os. |
| 10 | Fremdeles sagde Filisteren: Jeg har forhaanet Israels Slagordener paa denne Dag; giver mig en Mand, saa ville vi stride sammen. |
| 11 | Der Saul og al Israel hørte disse Filisternes Ord, da bleve de forf ærdede, og de frygtede saare. |
| 12 | Men David var hin efratitiske Mands Søn fra Bethlehem i Juda. hvis Navn var Isai og, som havde otte Sønner; og Manden var gammel i Sauls Dage og kommen til Aars iblandt Mændene. |
| 13 | Og de tre ældste Isais Sønner vare gangne med Saul i Krigen; men hans tre Sønners Navne, som vare gangne i Krigen, vare Eliab den førstefødte, og Abinadab den næstældste, og Samma den tredje. |
| 14 | Men David var den yngste, og de tre ældste var gangne med Saul. |
| 15 | Og David var gaaet og vendt tilbage fra Saul at vogte sin Faders Smaakvæg i Bethlehem. |
| 16 | Og Filisteren kom frem om Morgenen og om Aftenen og stilled sig frem i fyrretyve Dage. |
| 17 | Og Isai sagde til David, sin Søn: Kære, tag til dine Brødre denne Efa risted Aks og disse ti Brød og løb til Lejren til dine Brødre. |
| 18 | Men diss ti ferske Oste skal du bringe til Høvedsmanden over de tusinde; og du skal se til dine Brødre, om det gaar dem vel, og du skal medtag et Pant fra dem. |
| 19 | Og Saul og de og alle Israels Mænd vare i Egens Dal for at stride imod Filisterne. |
| 20 | Da stod David tidlig op om Morenen og overlod Smaakvæget til en Vogter, og han tog hine Sager og gik, saaledes som Isai havde befalet ham; og han kom til Vognborgen, og Hæren var uddragen i Slagordenen, og de havde raabt ud til Slag. |
| 21 | Og Israel havde stillet sig op imod Filisterne, Slagorden imod Slagorden. |
| 22 | Da gav David sit Tøj fra sig til ham, som forvarede Tøjet, og løb hen til Slagordenen; og han kom og spurgte til sine Brødres Velgaaende. |
| 23 | Og der han talede ned dem, se, da kom hin Kæmper, hvis Navn var Goliath, Filisteren af Gath, op fra Filisternes Slagordener, og talede de samme Ord; og David hørte det. |
| 24 | Men hver Mand af Israel, naar de saa Manden, da flyede de for ham og frygtede saare. |
| 25 | Og hver Mand af Israel sagde: Have I et denne Mand, som kommer op? thi han kommer op for at forhaane Israel; og det skal ske, den Mand, som slaar ham, vil Kongen berige med stor Rigdom og give ham sin Datter og vil gøre hans Faders Hus frit i Israel. |
| 26 | Da sagde David til Mændene, som stode hos ham: Hvad skal der gøres ved den Mand, som slaar denne Filister og borttager Forhaanelsen fra Israel thi hvo er denne uomskaarne Filister, at han forhaaner den levende Guds Slagordener |
| 27 | Da sagde Folket til ham de samme Ord: Saaledes skal der gøres ved den Mand, som slaar ham. |
| 28 | Og hans ældste Broder Eliab hørte, der han talede til Mændene; og Eliabs Vrede optændtes imod David, og han sagde: Hvorfor kom du herned? og hvem overlod du det lidet Smaakvæg i Ørken? jeg kender din Hovmodighed og dit Hjertes Ondskab, thi du er kommen herned for at se Krigen. |
| 29 | Da sagde David: Hvad har jeg nu gjort? det er jo kun et Ord. |
| 30 | Og han vendte sig omkring fra ham hen til en anden og sagde de samme Ord; og Folket gav ham Svar igen som forrige Gang. |
| 31 | Og de Ord bleve hørte, som David sagde, og man gav Saul dem til Kende, og han lod ham hente. |
| 32 | Og David sagde til Saul: Intet Menneskes Hjerte blive mistrøstigt for hans Skyld; din Tjener skal gaa og stride med denne Filister. |
| 33 | Og Saul sagde til David: Du kan ikke gaa hen til denne Filister for at stride med ham; thi du er en ung Person, men han er en Krigsmand fra sin Ungdom af. |
| 34 | Da sagde David til Saul: Din Tjener var sin Faders Hyrde hos Smaakvæget og en Løve kom og en Bjørn og borttog et Lam af Hjorden. |
| 35 | Og jeg gik ud efter den og slog den og reddede det af dens Mund; og den rejste sig imod mig, men jeg holdt fast ved dens Skæg og slog den og dræbte den. |
| 36 | Baade Løven og Bjørnen har din Tjener slaget; og denne uomskaarne Filister skal vorde som en af dem, thi han har forhaanet den levende Guds Slagordener. |
| 37 | Frem- deles sagde David: Herren, som friede mig fra Løvens Vold og fra Bjørnens Vold, han skal fri mig fra denne Filisters Haand; da sagde Saul til David: Gak, og Herren skal være med dig. |
| 38 | Og Saul iførte David sine Klæder og satte en Kobberhjelm paa hans Hoved og gav ham en Brynje paa. |
| 39 | Og David bandt hans Sværd oven over sine Klæder og begyndte at gaa, thi han havde ikke forsøgt det; da sagde David til Saul: Jeg kan ikke gaa i dem, thi jeg har ikke forsøgt det; og David lagde dem bort fra sig. |
| 40 | Og han tog sin Kæp i sin Haand og udvalgte sig fem glatte Stene af Bækken og lagde dem i Hyrdeposen, som han havde, nemlig i Tasken, og havde sin Slynge i sin Haand og gik frem imod Filisteren. |
| 41 | Og Filisteren gik fluks og kom nær til David; og Skjolddrageren gik frem for hans Ansigt. |
| 42 | Der Filisteren saa op og saa David, da foragtede han ham; thi han var en ung Person, rødmusset, dejlig af Anseelse. |
| 43 | Og Filisteren sagde til David: Er jeg en Hund, at du kommer til mig med Kæppe? og Filisteren bandede David ved sine Guder. |
| 44 | Og Filisteren sagde til David: Kom hid til mig, saa vil jeg give Fuglene under Himmelen og Dyrene paa Marken dit Kød. |
| 45 | Men David sagde til Filisteren: Du kommer til mig med Sværd og med Lanse og med Kastespyd; men jeg kommer til dig i Herren Zebaoths Navn, han som er Israels Slagordeners Gud, hvilken du har forhaanet. |
| 46 | Paa denne Dag skal Herren overantvorde dig i min Haand, og jeg skal slaa dig og af hugge dit Hoved og give de døde Kroppe i Filisternes Lejr paa denne Dag til Fuglene under Himmelen og til vilde Dyr paa Jorden, at alt Landet skal vide, at der er en Gud i Israel. |
| 47 | Og hele denne Forsamling skal vide, at Herren ikke frelser ved Sværd eller ved Spyd; thi Krigen er Herrens, og han skal give eder i vor Haand. |
| 48 | Og det skete, der Filisteren stod op og gik og kom nær imod David, da skyndte David sig og løb hen imod Slagordenen, Filisteren i Møde. |
| 49 | Og David stak sin Haand i Posen og tog en Sten deraf og slog med Slyngen og traf Filisteren i hans Pande, saa at Stenen fæstedes dybt i hans Pande, og at han faldt paa sit Ansigt til Jorden. |
| 50 | Og David blev ved Slyngen og ved Stenen og slog Filisteren og dræbte ham, og David havde ikke Sværd i Haanden. |
| 51 | Og David løb hen og stod hos Filisteren og tog hans Sværd og drog det af Balgen og slog ham ihjel og afhuggede hans Hoved dermed; der Filisterne saa, at den vældige iblandt dem var død, da flyede de. |
| 52 | Da gjorde Israels og Judas Mænd sig rede og raabte og forfulgte Filisterne, indtil man kommer til Dalen, ja indtil Ekrons Porte; og Filisterne, som bleve ihjelslagne, faldt paa Vejen til Saarajim og indtil Gath og indtil Ekron. |
| 53 | Derefter vendte Israels Børn om fra at jage efter Filisterne, og de plyndrede deres Lejr. |
| 54 | Men David tog Filisterens Hoved og førte det til Jerusalem og lagde hans Vaaben i sit Telt. |
| 55 | Men der Saul saa David, da han gik ud imod Filisteren, sagde han til Abner, Stridshøvedsmanden: Hvis Søn er denne unge Karl, Abner? Og Abner sagde: Saa vist som din Sjæl lever, o Konge! jeg ved det ikke. |
| 56 | Og Kongen sagde: Spørg du, hvis Søn denne unge Karl er! |
| 57 | Og der David kom tilbage, der han havde slaget Filisteren, da tog Abner ham og ledte ham ind for Sauls Ansigt; og han havde Filisterens Hoved i sin Haand. |
| 58 | Og Saul sagde til ham: Hvis Søn er du, unge Karl? Og David sagde: Jeg er Bethlehemiteren Isais, din Tjeners, Søn. |
