| 1 | Og du, stem i en klagesang over Israels fyrster |
| 2 | og si: Hvad er din mor? En løvinne. Mellem løver hvilte hun; blandt unge løver opfødde hun sine unger. |
| 3 | Og hun opfostret en av sine unger; {Joakas} han blev en ung løve, og han lærte å rane og røve, han åt mennesker. |
| 4 | Men hedningefolk fikk høre om ham; i deres grav blev han fanget, og de førte ham med neseringer til Egyptens land. |
| 5 | Da hun så at hun hadde ventet forgjeves, at hennes håp var gått til grunne, tok hun en annen av sine unger {Jojakin.} og gjorde ham til en ung løve. |
| 6 | Han gikk omkring blandt løver; han blev en ung løve, og han lærte å rane og røve, han åt mennesker. |
| 7 | Han voldtok deres enker og ødela deres byer, og landet og alt det der var, blev forferdet ved lyden av hans brøl. |
| 8 | Da satte folkene fra landskapene rundt omkring sitt garn op imot ham og spente det ut over ham; han blev fanget i den grav de hadde gravd. |
| 9 | Så satte de ham med krok i nesen i et bur og førte ham til kongen i Babel; der satte de ham i en fast borg, forat hans røst ikke mere skulde høres på Israels fjell. |
| 10 | Mens du levde i ro, var din mor som et vintre plantet ved vann; fruktbart og fullt av grener var det, fordi det hadde meget vann. |
| 11 | Og det fikk sterke grener, tjenlige til herskerspir, og hevet sig høit op mellem skyene, og det falt i øinene ved sin høide og sine mange ranker. |
| 12 | Da blev det rykket op i harme og kastet til jorden, og østenvinden tørket bort dets frukt; dets sterke grener blev revet av og tørket bort; ild fortærte dem. |
| 13 | Og nu er det plantet i ørkenen, i et tørt og tørstende land. |
| 14 | Og det gikk ut ild fra dets kvistede gren; {de. fra Sedekias} den fortærte dets frukt, og det er ikke mere nogen sterk gren på det til herskerspir. Dette er en klagesang, og til en klagesang skal det bli. |
